Dyk ned i Ledernes årsberetning og få et tilbageblik på udviklingen i medlemsydelser og vores arbejde med at sætte ledelse på dagsorden.
Lederne årsberetning 2025 markerer slutningen på et vellykket kapitel i Ledernes historie og begyndelsen på et nyt. For 2025 var ikke bare endnu et år med vækst og rekordhøj medlemstilfredshed. Det var også afrundingen på en femårig strategiperiode, hvor vi har nået de mål, vi satte os for i de forgangne fem år.
Vi har styrket vores organisation, udviklet nye relevante tilbud og står stærkere end nogen sinde bag de over 135.000 medlemmer af Lederne, Lederne Spring og Lederne Virksom.
Det er et nødvendigt fundament for fremtiden. For vi lever i en tid præget af usikkerhed, hastige forandringer og øget kompleksitet. En tid hvor vi ikke kan være sikre på meget andet, end at verden også fremover vil have brug for dygtige ledere, og at de dygtige ledere har brug for vores fællesskab med økonomisk, juridisk og ledelsesmæssig tryghed på tværs af titler og brancher.
Derfor skal vi i de kommende år ikke kun blive dygtigere. Vi skal udvikle os yderligere og være en uundværlig støtte for alle danske ledere og for dem, som drømmer om at blive det.
Lederne var igen i 2025 en organisation i vækst, og det samlede medlemstal rundede 135.725.
Økonomisk, juridisk og ledelsesmæssig tryghed er kernen i det, vi tilbyder vores medlemmer. Vores jurister har behandlet 26.872 juridiske sager. Vi hjalp bl.a. medlemmerne med sager om opsigelser og ansættelseskontrakter. Derudover var der rådgivning om især bonus, ferie, løn, aktieoptioner, orlov og barsel. Det lykkedes på hele det ansættelsesretlige område at skaffe 310 millioner kroner til medlemmerne.
Vi er stolte af, at medlemmerne kvitterer med en medlemstilfredshed på 95%.
Der har været en lille stigning i ledigheden de seneste år, men vi oplever, at vores a-kassemedlemmer kommer forholdsvist hurtigt i arbejde igen. Det viser, at der stadig er stor efterspørgsel på vores medlemmers kompetencer på arbejdsmarkedet.
I 2025 satte vi fokus på at tilbyde vores medlemmer mere og bedre rådgivning. Det gjorde vi bl.a. ved at udbyde flere webinarer, netværk og onlineforløb. Det har sammen med 1:1-rådgivning styrket vores muligheder for at yde nøjagtig den rådgivning, de enkelte medlemmer har brug for i deres arbejdssituation. I 2025 blev der afholdt 4.985 ledersparringer.
I løbet af 2025 er der – ud over Leder Konferencetour – gennemført 50 lokale medlemsarrangementer. Lokalafdelingerne har afholdt ni kick-off arrangementer, hvor fundamentet for nye Ledernetværk er blevet lagt.
I strategiperioden 2020-2025 har vi arbejdet med fire indsatsområder: medlemstilfredshed, lønsom vækst, kommercielle aktiviteter og politik.
Strategien har sikret, at vi i dag – på tærsklen til en ny strategiperiode – står markant stærkere, end vi gjorde for fem år siden. Lederne er en organisation i vækst med flere medlemmer end nogensinde tidligere. Det er det ultimative bevis på, at det, vi gør, virker.
Vi har digitaliseret, transformeret og fremtidssikret Lederne, så vi gennem hele perioden har kunnet forbedre og udvide vores services og rådgivning med ét klart pejlemærke: at skabe de bedst mulige rammer for vores medlemmer, både juridisk, økonomisk og ledelsesfagligt.
Tryghed og udvikling har været centrale værdier i strategiperioden. Vi skaber tryghed gennem stærk rådgivning og solide medlemsfordele – og vi driver udvikling ved at styrke ledere og ledelse med ny viden, nye kompetencer og stærke faglige fællesskaber, så danske ledere er rustet til morgendagens udfordringer.
I strategiperioden markerede vi også en særlig milepæl: Lederne fyldte 125 år. I mere end et århundrede har vi repræsenteret ledere på tværs af brancher og industrier og arbejdet for at styrke ledelse og skabe bedre vilkår for ledere i Danmark. I dag er Lederne Danmarks største faglige organisation for ledere.
Med brandingkampagnen ‘Jeg er leder’ styrkede vi i efteråret 2025 positioneringen af lederfaget og Lederne. Kampagnen er bygget op om en portrætserie af ledere fra vidt forskellige brancher og med vidt forskellige lederroller.
Kampagnen synliggør lederes mangfoldighed og viser, hvordan ledelse formes af individuelle erfaringer, organisatoriske rammer og kulturelle kontekster.
Gennem de personlige portrætter har erfarne ledere, nye ledere og selvstændige delt deres perspektiver på ledelse og bidraget til en bredere og mere inkluderende fortælling om, hvad det vil sige at være leder i dag.
Lederne A-kasse vinder i 2025 en flot førsteplads i NPS-undersøgelse af a-kasser. Vi har dermed den højeste andel af medlemmer, der vil anbefale os i branchen. Det er en stor anerkendelse af det stærke arbejde, vi leverer hver dag i dialogen med medlemmerne.
Som faglig organisation og a-kasse er det afgørende, at medlemmerne føler sig hørt, set og forstået – og den fine placering viser, at vi lykkes med det.

Gennem stærke partnerskaber og en model for bæredygtig ledelse arbejder Lederne for at skabe de bedste betingelser for landets ledere, så de er klædt godt på til den bæredygtige omstilling

Vil du vide mere om Ledernes arbejde gennem årene? Her kan du se alle Ledernes årsberetninger siden 2011. Alle beretninger har et kort resumé, og du kan downloade både nye og ældre årsberetninger.