Indtager du en tjenestestilling, vil dine rettigheder til optioner eller warrants være reguleret af aktieoptionsloven. Du indtager som udgangspunkt en tjenestestilling, hvis du er i et ansættelsesforhold, og du ikke er administrerende direktør.
Aktieoptionsloven er en lov, som gælder ved ordninger, der giver medarbejdere (lønmodtagere) ret til at købe eller tegne aktier eller anparter på et senere tidspunkt.
Din aftale er ikke omfattet af aktieoptionsloven, hvis aftalens formål er, at du kan købe aktier/anparter straks. Loven gælder heller ikke, hvis du får bonus svarende til værdistigningen, uden du reelt har mulighed for at få kapitalejerskab. Her vil der i stedet være tale om en bonusaftale.
Læs om aktieoptionsloven
Læs mere om bonusaftaler
Større aftalefrihed for ordninger etableret efter 2019
For ordninger etableret fra 2019 gælder en udpræget grad af aftalefrihed, og derfor vil
vilkårene vedrørende dine optioner eller warrants typisk være aftalt i en konkret options- eller warrantaftale – eller i et mere generelt options- eller warrantprogram i virksomheden.
Programmet eller aftalen vil stadig være underlagt aftaleloven og retspraksis, men begge indeholder en minimal beskyttelse af dine rettigheder.
Derfor skal du være opmærksom på, at aftalen konkret sikrer dine rettigheder bedst muligt. Vi anbefaler, at du søger rådgivning, inden du takker ja til en options- eller warrantaftale.
Hvis du ikke er dækket af aktieoptionsloven
Hvis du er administrerende direktør, er du ikke dækket af aktieoptionsloven. I så fald er du velkommen til at kontakte os for råd og vejledning.
Læs mere om direktørkontrakter