Hvilke rettigheder fraskriver jeg mig ved at underskrive en fratrædelsesaftale - er der eksempler på situationer, hvor det kan betale sig i stedet at føre en sag?
Vi bliver nødt til at se de konkrete vilkår i aftalen for at kunne rådgive dig, men en fratrædelsesaftale, bør stille dig bedre, end hvis du blot blev opsagt. Der kan så være situationer, hvor vi vurderer, om det er relevant at føre en sag frem for at indgå en fratrædelsesaftale. Det taler vi med dig om individuelt, hvis du overvejer ikke at underskrive.
Hvis du siger nej til fratrædelsesaftalen, mister du de vilkår, der står i aftalen og har i stedet de rettigheder, der er fastsat i lovgivningen og i din kontrakt. Siger du nej til fratrædelsesaftalen, siger du fx nej til den ekstra fratrædelsesgodtgørelse, som er aftalt med Novo Nordisk. Overvejer du at sige nej, så send aftalen til os først, så vi kan rådgive om muligheder og risici.
Fratrædelsesaftale
Kan man være stillet dårligere, hvis man giver udtryk for et ønske om at blive tilbudt en pakke og dermed inkluderet i den kommende fyringsrunde? Vil I fraråde, at man stiller sig selv i den situation?
Det vil altid være din leder, der bestemmer, om du skal være omfattet af masseafskedigelsen, så du kan kun ønske det, men ikke kræve det. Hvis du får et nej, vil du altså skulle arbejde fortsat, og det er selvfølgelig relevant at overveje, hvordan du vil have det bagefter, når du skal fortsætte i virksomheden. Det er også vigtigt at tænke over signalet i en tilkendegivelse om at ville fratræde, da du kan være mere udsat, hvis der skal skæres yderligere fra på et senere tidspunkt, hvor vilkårene måske er mindre attraktive.
Får jeg stadig fratrædelsesordningen, hvis jeg bliver tilbudt at skifte til et andet job hos Novo, men takker nej?
Vi forstår det sådan, at Novo tilbyder fratrædelsesaftale som et alternativ, hvis man takker nej til en ændret stilling, men det er ikke noget, vi kan garantere, da det ikke er et krav lovgivningsmæssigt. Vi vil anbefale, at du får dette afklaret, inden du evt. takker nej til et andet job.