87 procent af arbejdspladserne holder julefrokost i år, og danske ledere ser i stigende grad festen som et socialt rum, der skal kunne rumme alle. Samtidig deltager langt de fleste ledere ikke af pligt i festen, men fordi de har lyst.
Det er et par af konklusionerne i en ny survey blandt 1.111 medlemmer af Lederne.
"Vi ser en tydelig bevægelse i retning af en festkultur, hvor ledere og arbejdspladser arbejder for at sikre, at festen foregår i inkluderende og trygge rammer," siger Signe Bilde Jørgensen, arbejdslivspolitisk chefkonsulent i Lederne.
Hun henviser til, at næsten 90 procent af lederne i den nye undersøgelse svarer, at julefrokosten i høj eller nogen grad er en fest, hvor alle medarbejdere kan føle sig inkluderede og trygge – uanset alder, baggrund, livssituation eller personlige præferencer.
En anden klar tendens er, at 34 procent af lederne oplever, at alkoholforbruget ved julefrokoster er faldet de seneste fem år. 78 procent tilbyder både alkoholiske og alkoholfrie drikkevarer, og 23 procent beskriver en uformel kultur for mådehold. Undersøgelsen viser desuden, at tendensen til færre promiller på julefrokostbordet gælder på tværs af hele landet.
Også ledernes eget alkoholindtag er faldende. 88 procent drikker mindre og tilpasser deres adfærd og tonen.
"Udviklingen af julefrokosten afspejler samtiden. Festen er ikke aflyst, men den har fået et mere tydeligt formål, når det gælder om at samle mennesker på tværs af forskelle og skabe gode rammer for fællesskabet," siger Signe Bilde Jørgensen.
Hun vurderer generelt, at julefrokosten er blevet et spejl af den moderne arbejdsplads, hvor fællesskab, hensyn og diversitet fylder mere end før.
Faktisk ser 57 procent af de ledere, som har deltaget i undersøgelsen, julefrokosten som en vigtig mulighed for at styrke relationerne, men samtidig mener 43 procent, at andre begivenheder i løbet af året er vigtigere.
Det understreger ifølge Signe Bilde Jørgensen en bredere pointe:
"Arbejdskultur opbygges og styrkes over hele året – ikke kun under julefrokosten."