Spørgsmål og svarom situationen i Novo Nordisk

Få svar på de mest stillede spørgsmål om situationen i Novo Nordisk. 

Udgivet 24. september 2025

Praktik i forbindelse med afskedigelser

Skal jeg skrive under med det samme, hvis jeg bliver bedt om det i situationen, hvor jeg bliver afskediget?

Under mødet bliver man typisk bedt om at skrive under på, at man har modtaget opsigelsen. Det kan du roligt gøre. Det afgørende er, at du har 14 dage til at vurdere selve fratrædelsesaftalen. Det er altså ikke den, du accepterer med din underskrift. 

Hvor langt er mit opsigelsesvarsel?

Hvis du er i tvivl om opsigelsesvarslet i dit nuværende job, kan du bruge vores opsigelsesberegner.

OPSIGELSESBEREGNER

Hvad sker der med ikke-afholdt ferie, hvis jeg bliver fritstillet?

Det kan være forskelligt alt efter, hvordan fratrædelsesaftalen er formuleret, og hvor langt dit opsigelsesvarsel er. Kontakt os gerne, hvis du skal forholde dig til en fratrædelsesaftale og er i tvivl om spørgsmål vedr. ferie eller andet.

Har du brug for juridisk hjælp?

Som medlem af Lederne kan du få juridisk rådgivning om ferie, barsel, sygdom eller andet i din ansættelse. Skriv til os, og få svar fra os inden for 24 timer på hverdage.

Fratrædelsesaftale

Hvilke rettigheder fraskriver jeg mig ved at underskrive en fratrædelsesaftale - er der eksempler på situationer, hvor det kan betale sig i stedet at føre en sag?

Vi bliver nødt til at se de konkrete vilkår i aftalen for at kunne rådgive dig, men en fratrædelsesaftale, bør stille dig bedre, end hvis du blot blev opsagt. Der kan så være situationer, hvor vi vurderer, om det er relevant at føre en sag frem for at indgå en fratrædelsesaftale. Det taler vi med dig om individuelt, hvis du overvejer ikke at underskrive.

Hvis du siger nej til fratrædelsesaftalen, mister du de vilkår, der står i aftalen og har i stedet de rettigheder, der er fastsat i lovgivningen og i din kontrakt. Siger du nej til fratrædelsesaftalen, siger du fx nej til den ekstra fratrædelsesgodtgørelse, som er aftalt med Novo Nordisk. Overvejer du at sige nej, så send aftalen til os først, så vi kan rådgive om muligheder og risici.

Fratrædelsesaftale

Kan man være stillet dårligere, hvis man giver udtryk for et ønske om at blive tilbudt en pakke og dermed inkluderet i den kommende fyringsrunde? Vil I fraråde, at man stiller sig selv i den situation?

Det vil altid være din leder, der bestemmer, om du skal være omfattet af masseafskedigelsen, så du kan kun ønske det, men ikke kræve det. Hvis du får et nej, vil du altså skulle arbejde fortsat, og det er selvfølgelig relevant at overveje, hvordan du vil have det bagefter, når du skal fortsætte i virksomheden. Det er også vigtigt at tænke over signalet i en tilkendegivelse om at ville fratræde, da du kan være mere udsat, hvis der skal skæres yderligere fra på et senere tidspunkt, hvor vilkårene måske er mindre attraktive.

Får jeg stadig fratrædelsesordningen, hvis jeg bliver tilbudt at skifte til et andet job hos Novo, men takker nej?

Vi forstår det sådan, at Novo tilbyder fratrædelsesaftale som et alternativ, hvis man takker nej til en ændret stilling, men det er ikke noget, vi kan garantere, da det ikke er et krav lovgivningsmæssigt. Vi vil anbefale, at du får dette afklaret, inden du evt. takker nej til et andet job.  

Lønsikring

Jeg har forsikringen lønsikring hos Lederne, men hvad sker der, hvis jeg selv siger op, fordi jeg bliver tilbudt et andet job hos Novo, som jeg ikke har lyst til?

Svar: Lønsikringen dækker kun, hvis man er blevet afskediget. Se de nærmere regler her:
LØNSIKRING

Dækker min lønsikring, hvis jeg selv tilbyder, at jeg kan blive afskediget?

Nej, forsikringen dækker kun ufrivillig ledighed.

Barn_roerer_ved_lampe_feature_576x324

Lønsikring

Vil du vide mere om lønsikring? Her har vi samlet alt, du skal vide. Både hvordan du tegner en lønsikring – og hvordan du får din lønsikring udbetalt.

Sygdom og graviditet

Er der noget, jeg skal være opmærksom på, hvis jeg pt. er sygemeldt?

Juridisk set er du stillet som alle andre ansatte, selvom du er sygemeldt, og det betyder også, at du kan opsiges, selvom du er syg og lovligt fraværende. Lovgivningsmæssigt kan du være omfattet af særlige regler, der kan give beskyttelse til sygemeldte, og det er derfor særligt relevant, at du drøfter det med os, hvis du får besked om, at du opsiges eller tilbydes en fratrædelsesaftale.

Hold derfor øje med e-boks, om du har fået meddelelser vedrørende sygemeldingen, og tag gerne kontakt til os, hvis du er i tvivl om noget i forbindelse med en opsigelse under din sygemelding.

JURIDISK RÅDGIVNING OM BARSEL

Jeg har lige opdaget, at jeg er gravid. Skal jeg sige det på arbejdet med det samme?

Vi anbefaler, at du kontakter os personligt for at få konkret rådgivning, men generelt vil det være en god idé at sige det. Ifølge den Q&A I har fået fra Novo Nordisk, og som skal afspejle fratrædelsesaftalen, vil du få bedre vilkår, hvis du er gravid. Det gælder også for kommende fædre, at det er en god idé at sige det til arbejdsgiveren.

Vi anbefaler også, at man giver besked om, hvornår en eventuel terminsdato ligger, og hvis man har planlagt barsel i en bestemt periode. Så bliver man stillet bedre.  

Trivsel og stress

Situationen og uvisheden påvirker mig psykisk og går ud over nattesøvnen. Har I nogle gode råd?

Vi hører naturligt nok ofte om, at det er en svær situation. Især for ledere, der både skal huske at være der for sig selv og være der for deres medarbejdere. Der er ikke noget quick fix, men vores råd vil være at tale med kolleger og være der for hinanden. Og så huske at balancere det, så det ikke kun er fyringer, man taler om, selvom det selvfølgelig fylder meget og er væsentligt at tale om. Men hvis vi kun taler om bekymringer, kommer det hurtigt til at fylde ekstra meget i bevidstheden.

Man kan let føle sig fastlåst i en periode, hvor man går og venter på besked fra sin arbejdsgiver. Man skal stadig huske på, hvad der giver én energi i dagligdagen og huske, hvor man stadig har indflydelse på arbejdet, hvorfor det giver mening, og hvor man kan bruge sin faglighed. Det du leverer hver dag, har jo ikke ændret sig. Det er omstændighederne, der har ændret sig.

Det er også muligt at booke en trivselssparring hos Lederne. Sparringen foregår pr. telefon og tager udgangspunkt i din konkrete situation.
BOOK SPARRING 

FOREBYG OG HÅNDTER STRESS

Trivselssparring: Passer du på dig selv?

Er din hverdag som leder alt for presset? Få en sparring med en af vores dygtige rådgivere, og få gode råd til at forebygge og håndtere stress.

Videre i arbejdslivet

Vil I anbefale, at man bruger tid på et outplacement-forløb?

Vi vil altid anbefale at gøre brug af outplacement, hvis man har muligheden. Der er tre udbydere i dette tilfælde, og vi vil anbefale, at man benytter sig af en af dem. Det er ofte noget, man kan få rigtig meget ud af, både i form af samtaler og eventuelt uddannelse, hvis der er den mulighed.

Hvordan ser udsigterne ud for nyt job?

At have erfaring fra Novo Nordisk er så stort et kvalitetsstempel, at man er attraktiv for andre virksomheder. Igen vil vi anbefale et outplacementforløb.

Det er også muligt at få rådgivning hos os, også selvom man endnu ikke ved, om man skal stoppe. Så vil der bl.a. være mulighed for at drøfte fx bekymringer om alder og jobmuligheder.

BOOK KARRIERESPARRING

Er det realistisk for mig at få nyt job som leder uden for Novo Nordisk, hvis jeg kun har kort tids ledererfaring, eller kan jeg skyde en hvid pind efter lederdrømmen som karrierevej?

Vi ved fra mange af de virksomheder, vi er i kontakt med, at alene det at komme fra Novo Nordisk, bliver set som et kvalitetsstempel i sig selv.

Der er en grund til, at du blev ansat i Novo Nordisk. Det viser, at du har noget at komme med både fagligt og personligt, så det vil ikke have betydning, at du ikke har været leder så længe. Du står stærkt på arbejdsmarkedet, når du kommer fra Novo Nordisk.

 

Kom godt videre

Kvinde nyder naturen ved sø

Guide til ledige

Følg guiden og få hjælp og støtte til det, du skal huske at gøre og være opmærksom på for at modtage dagpenge.
Mand_sidder_undenfor_article-card_576x324

Alt om ansøgninger

Din ansøgning er helt central i din jobsøgning og virksomhedens første møde med dig. Se alt, du skal vide for at skrive en motiveret ansøgning.

Mandlig restaurantejer kigger ud over restaurant

Står du overfor et jobskifte?

Et jobskifte som leder kan både indebære et skift i ansvar, i funktion og i branche. Men det vigtigste er, at du kender dine kompetencer og din retning.