Fire år efter Ruslands invasion af Ukraine, d. 24. februar 2022, peger nye tal på, at integrationen af ukrainske flygtninge på det danske arbejdsmarked i vid udstrækning er lykkedes.
Det er hovedkonklusionen i en ny analyse fra Lederne, som bygger på svar fra ledere, der har ukrainske flygtninge ansat i deres virksomhed. Deltagerne i undersøgelsen vurderer i overvældende grad, at integrationen er lykkedes – og at de ukrainske medarbejdere bidrager positivt på arbejdspladsen.
Faktisk svarer ni ud af ti ledere, at integrationen er gået godt eller meget godt, og knap otte ud af ti vil anbefale andre virksomheder at ansætte ukrainske flygtninge.
“Midt I en ulykkelig krigssituation er det positivt, at de ukrainske flygtninge i så høj grad bliver taget godt imod ude på de danske arbejdspladser. Lederne oplever, at integrationen virker i praksis,” siger adm. direktør i Lederne, Bodil Nordestgaard Ismiris.
Beskæftigelse er en af de stærkeste veje til at blive velintegreret i Danmark
Samtidig viser analysen, at beskæftigelsen blandt ukrainske flygtninge er høj. Mange står til rådighed, og blandt dem er over tre ud af fire i beskæftigelse. Ved udgangen af 2025 er omkring 17.700 ukrainske flygtninge under særloven i job i Danmark.
“Særloven har gjort det muligt for de ukrainske flygtninge at få hurtig adgang til arbejdsmarkedet. Det har været effektivt, og mange af dem har vist mod og lyst til at bidrage,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris.
“Det her handler først og fremmest om mennesker, der er flygtet fra krig. Men vi ved, at arbejde er en af de stærkeste veje til integration og selvforsørgelse. Derfor er det positivt, at mange ukrainere har fået mulighed for at skabe en hverdag og et liv i Danmark – og at arbejdspladserne tager godt imod dem.”
Barrierer for at få endnu flere ukrainske flygtninge i arbejde skal nedbrydes
Hver fjerde leder forventer at ansætte flere ukrainske flygtninge det kommende år. Mange virksomheder ser altså ukrainerne som en værdifuld del af arbejdsstyrken.
“De ukrainske flygtninge har budt sig til med arbejdskraft, som vi mangler ude i virksomhederne. Og lederne er åbne overfor at byde endnu flere ukrainere velkommen på landets arbejdspladser. Derfor skal vi arbejde på at nedbryde eksempelvis de sproglige barrierer, som kan afholde nogle af de ukrainske flygtninge fra at arbejde,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris.
Hun peger blandt andet på, at det bør overvejes, hvordan man kan udvide sprogmakkerordningen, som den kendes fra Integrationsgrunduddannelsen (IGU), til at omfatte alle flygtninge og indvandrere på arbejdspladserne, der har behov for ekstra sprogstøtte.
Fakta fra analysen
- Analysen bygger på en undersøgelse blandt 253 ledere, som alle har ukrainske flygtninge ansat.
- Knap 9 ud af 10 vurderer, at integrationen er gået godt eller meget godt.
- Knap 8 ud af 10 vil anbefale andre at ansætte ukrainske flygtninge.
- Over 3 ud af 4 ukrainere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, er i beskæftigelse.
- Omkring 17.700 ukrainske flygtninge er i beskæftigelse ved udgangen af 2025.