Hanne Bødker-Petersen har fra barnsben set kvinder tage lederskab. Hun voksede op med en farmor, som kørte transportfirmaet videre efter sin mands tidlige død. Siden overtog hendes far ledelsen sammen med hendes mor, som med sine kompetencer også blev et godt kvindeligt forbillede. I dag driver Hanne Bødker-Petersen virksomheden SCT Transport, som hun også er medejer af, sammen med sin bror og sin søn.
Hun har en håndfuld kvindelige ledere under sig, men hun understreger, at det er mere tilfældigt, end det er et specifikt valg fra hendes side, og der er i ledergruppen som helhed flest mænd. “Jeg har bare været så heldig, at jeg har kunnet inspirere de dygtige kvinder i min virksomhed til at tage stafetten,” siger hun.
