Umiddelbart efter opsigelsessamtalen bør du indkalde de øvrige medarbejdere til et møde, hvor du orienterer dem om, hvad der er sket. Det handler om at skabe klarhed over baggrunden for opsigelsen. Så undgår du, at der opstår spekulationer og rygtedannelse om årsagen.
Hvis det ligger fast, at der ikke kommer flere afskedigelser, så tydeliggør det over for medarbejderne. Så medarbejderne ikke går rundt og frygter for at blive den næste i rækken.
Endelig bør du gøre det klart, hvad den strategiske retning er fremover. Uanset om strategien og målsætningen har ændret sig eller ej, er det en god idé at sikre sig, at alle er med på, hvor I er på vej hen.
Tag eventuelt efterfølgende en 1:1 med alle medarbejderne, hvor I taler om, hvordan den enkelte kan bidrage til at nå jeres mål. Det giver en tryghed for medarbejderne at vide, at de prioriterer deres opgaver rigtigt i forhold til den overordnede retning i virksomheden.