IndstilledeIværksætteri

Mød de indstillede i kategorien iværksætteri til Tag Ansvar-prisen 2025. De nominerede skaber fremtidens virksomheder, ser nye muligheder og bidrager til vækst.

Lasse Møller, Direktør, Phoenix Denmark

Phoenix Denmark er en rigtig iværksættervirksomhed, som har specialiseret sig i produktion og salg af militærbeklædning og tilbehør som fx skudsikre veste, bælter og tasker. Lasse har selv skabt produkterne med udgangspunkt i sine egne oplevelser som udsendt soldat til Irak og Afghanistan. Virksomheden er vokset stødt siden efteråret 2023, hvor bl.a. Forsvaret fik øjnene op for Lasses varer. Indtil da var Phoenix Denmark en enkeltmandsvirksomhed, men i dag er der 27 ansatte, hvoraf langt de fleste er rekrutteret via Jobcenteret i den kommune, hvor virksomheden ligger. Blandt medarbejderne er bl.a. en stor gruppe ukrainske borgere, der hjælper med at producere det militære sikkerhedsudstyr. Lasse er en ildsjæl, der har skabt en virksomhed, som har formået at skabe vækst og samtidigt taget et stort socialt ansvar.

Malene Brandt, Stifter, HeyBOOB

Malene har, efter at være ramt af brystkræft hele to gange, besluttet sig for at hjælpe andre kvinder med at lære at mærke efter knuder i deres eget bryst. Den triste virkelighed er, at alt for få ved, hvordan man skal gøre. Det er egentlig ikke svært, men indsigt og kommunikation er nøglen, og det skal sundhedsapp’en HeyBoob hjælpe med. Målet er at udvikle et gratis redskab, der skal hjælpe kvinder med at opdage brystkræft tidligere, og give dem viden, værktøjer og handlemuligheder. HeyBOOB ønsker at skabe et trygt og ærligt rum, hvor det at tale om bryster, krop og sygdom ikke er tabubelagt. Ved at kombinere humor, æstetik og viden gør app’en selv de sværeste emner tilgængelige for alle. Malene er en utrættelig ildsjæl, som når denne app er færdigudviklet, vil redde mange liv.

Anders Berggreen, Stifter og adm. direktør, byACRE

Anders grundlagde byACRE med et mål om at fjerne den stigmatisering, mange oplever i forbindelse med nedsat mobilitet. ByAcres mission er at designe mobilitetshjælpemidler til mennesker – ikke patienter – med det formål at hjælpe brugerne med at opretholde en aktiv livsstil uden kompromiser. ByAcres primære produkt er noget så sjældent som en flot og brugervenlig rollator. Virksomheden er lykkedes med at kombinere iværksætteri, skandinavisk design, omsorg og stærk vækst.