MiaGren-Sørensen

Da jeg opdagede, at jeg fik mere energi af at få et hold til at spille sammen end af at løbe med bolden. Jeg elsker at se, hvordan forskelligheder – som på papiret kunne være gnidninger – i stedet bliver styrken, der skaber resultater.

Som en leder der ser dem og hører dem – både som mennesker og som medarbejdere. Jeg vil gerne være tydelig, stå ved mine beslutninger og være den, man kan regne med. Jeg ser min rolle som den, der gør deres job lettere, så de kan brillere. Jeg har fuld tillid til, at de kan løse udfordringerne, og jeg er der, når vi skal tage de svære snakke eller de store kampe. Kort sagt: De har friheden, og jeg har deres ryg.

Den sværeste læring har været at vide, hvornår man skal slippe – at trykke på den helt store PYT-knap. Nogle gange er idéen genial, men timingen forkert. Så må man acceptere, at verden ikke var klar – endnu. Det gør ondt at give slip på noget, man tror på, men det er en vigtig disciplin. Og så er der altid opsigelser. Det kan være den helt rigtige beslutning for virksomheden og for teamet, men det ændrer et andet menneskes liv. Den dag, man kan tage den beslutning uden at mærke en knude i maven, skal man kigge sig selv i spejlet og spørge: Burde jeg stadig være leder?

At ledelse ikke kun handler om at lede medarbejdere. Det handler også om at lede sig selv, at lede til siden – og at lede opad. Da jeg forstod det, blev billedet af ledelse meget større og mere spændende. Og så en lille leveregel, jeg gerne ville have kendt fra start: Hvis et problem virker for stort til, at jeg kan løse det alene, så er det sikkert, fordi jeg ikke skal. Så skal ansvaret deles med dem, der faktisk kan gøre en forskel. Det er en kæmpe lettelse at opdage, at verden ikke står og falder med, at man selv bærer alt.