LisbethJessen

Mit første lederjob var hos kriminalpolitiet i Ringsted, hvor jeg blev vicekriminalkommissær og ansvarlig for den daglige drift. Min forgænger var gået på pension. Jeg husker, at en af de ældre kriminalassistenter grinede lidt den første morgen og sagde: “Det plejer at være yngsten, der laver kaffen.” Jeg var yngst, kvinde og midt i 30’erne og meget bevidst om, at det her var en prøveballon. Jeg valgte at sige med et grin: “Det er vi nok nødt til at lave om.” Siden talte vi aldrig om det igen, og vi havde et meget godt samarbejde i de år, hvor vi i turbulente tider opbyggede et stærkt lokalt fællesskab. Hvis der var et ukendt tlf.-nummer, der havde ringet til deres telefoner, ringede de til mig for at høre, om det var mig, der havde haft brug for dem. At man sådan ringer til chefen for at høre, om der var brug for en, og ikke bare holder weekend, siger meget om tillid og relationer. Det job og de mennesker satte stærke aftryk på mig.

At det til trods for al teorien handler om relationer, tydelighed og tillid. Også når man tager upopulære beslutninger. At turde tage ansvaret for dem. Så kan man være meget uenig om vejen og stadig bevare relation og respekt.

At det er ok at sige: “Det aner jeg ikke. Det må vi finde ud af…” Det tog et års tid for alvor at indse, at jeg ikke behøvede at vide alt. Alle kan jo noget, så det er bare at spørge og søge sparring – også hos medarbejderne. Det skaber sammenhold.

At jeg er ordentlig, dygtig og tydelig. At man ikke er i tvivl om, hvad jeg mener. At jeg har styr på mine ting og også er den leder, der tør tale åbent med medarbejderen, der gennemgår en svær periode. At de kan komme til mig, når livet er svært. Men at alle godt ved, at man også skal yde noget hos mig. At man skal gøre sit bedste.

På et tidspunkt i mit job i politiet var jeg meget uenig i den retning, som min del af politiet gik i – omkring efterforskning. Det kom ikke fra dag til dag, men over tid mærkede jeg mere og mere, hvordan det sled på mit værdigrundlag. Jeg valgte at tage konsekvensen og søge nyt job efter 28 år, selvom meget i politijobbet var supergodt, og det var her, min identitet lå. Min far var også i politiet, så på en måde var jeg flasket op med det. Men min manglende mulighed for at være den leder, jeg gerne ville være, fyldte mest, og jeg måtte videre.

Kurt Jensen troede på mig, og jeg havde stor tillid til ham og følte mig altid set og lyttet til. Mange har troet på mig undervejs, og på den private front har jeg haft en fantastisk mand, der altid har støttet mig, troet på mig og heppet på mig.

Jeg går på museer, læser, taler med folk og løber ture. Jeg har haft så lang en lederkarriere, at jeg må søge uden for de ’normale inspirationsrammer’. Jeg har prøvet det hele: mindfulness, lederkonferencer, kurser, uddannelse, supervision og ledergrupper. Museer kan sætte mine tanker i gang om noget, der driller mig i løsningen. Tanker om den historie, vi kommer af, den vej, vi følger, og de mærkbare afsæt, jeg gerne vil sætte på mit fag. En slags indre værdidrevet tankeproces, der sættes i gang, og som kan inspirere mig helt vildt. Jeg taler meget med unge, der har oplevet vold, og jeg lærer meget af dem. Ved at turde lytte til dem bliver jeg så meget klogere på, hvad de ville have ønsket, da de levede i et hjem med vold, og hvordan volden kan forstås. Og så læser jeg. Ikke bare faglitteratur, men også aviser, skønlitteratur og digte. Vi i Barndom Uden Vold står bag en bog, ‘Kh børnene’, der er skrevet sammen med otte unge som en poetisk fagbog. Jeg elsker smukt og rørende sprog, hvor man mærker behovet for forandring. At bruge kunst til at skabe social forandring tror jeg meget på.

Corona vendte alting på hovedet. Den ene dag var jeg på et seminar i Sverige, den næste dag var Danmark lukket ned, og jeg slap kun lige over grænsen. Pludselig ændrede opgaven sig for Danner, som jeg stod i spidsen for, og vi skulle i gang med at samarbejde med erhvervslivet om at skabe et nødkrisecenter på et hotel. Med sikkerhed og fagligt forsvarlige og trygge rammer. Ledelse er ofte sådan, at forudsætningen for dagen, som du tænkte den, da du stod ved spejlet om morgenen, har ændret sig, inden dagen er gået.

Vi er frontløbere på udviklingen af AI-velfærdsteknologi, hvor vi sammen med gode mennesker udvikler ny læringsteknologi til social-, rets- og sundhedsområdet. Det er stadig delvis på tegnebrættet, men jeg tror meget på det. Det er en implementeret del af mit arbejde at samle vidende mennesker omkring et bord for at tænke nye og innovative løsninger. Jeg tror, at AI-løsninger vil ændre meget omkring læring på socialfeltet og skabe bedre, mere virkelighedsnære og effektive læringssystemer.

Jeg elsker, når der er gang i 1.000 ting, og vi arbejder som et hold for at løfte opgaverne. Men en god dag kan også bare være, at min pink favoritkop i køkkenet er ledig, når jeg møder om morgenen, og der er købt snacks til kontoret. Så sidder jeg med udsigt til en smuk baggård i Gothersgade i København og kigger ud ad de gamle vinduer og har tid til at tænke over en masse opgaver. Det er også en god dag, hvis der er få, men gode møder i det lille sekretariat, hvor vi er fire-fem faste medarbejdere. På en skøn dag går DSB til tiden, og når jeg er hjemme ved 18-tiden, har min mand lavet lakselasagne, og måske sender de unge i familien et nyt billede af et af børnebørnene. Sådan en helt almindelig dag er også bare skøn. Dagen kan også foregå i en kommune, hvor jeg sammen med en af de unge afholder en workshop for medarbejderne om tegn på vold, underretninger og drøfter dilemmaerne i arbejdet. Kilometer på landevejen, motorvejsmad og musik i bilen kan da bestemt også noget.

Jeg var i tiden på Danner meget presset på min lederrolle af en lille gruppe af frivillige, der var meget voldsomme og angribende over en lang periode. Vedtægterne gjorde det svært at handle. De udfordrede mit værdisæt helt vildt. Beskyldte mig og organisationen for alt muligt. En dag brød jeg helt sammen. Det er ikke sket for mig før. Jeg tog efterfølgende 3 uger fri, hvor jeg løb lange ture og arbejdede med at komme ud over min belastningsreaktion. Det lærte mig, at jeg skal passe bedre på mig selv, og at selvom man kan holde til det, er det ikke sikkert, man kan tåle det. Jeg har gennem årene været sådan en, der ’æder det’ for længe, når mennesker bryder alle mine grænser for ordentlig opførsel. Jeg er blevet langt bedre til at sige fra.

Det handler om psykologisk tryghed, men også om at turde at skabe plads til læring og store ambitioner. Jeg kræver meget, også af mig selv. Jeg sætter tempo og strøm til udviklingen, men prøver at være meget opmærksom på at få medarbejderne med. At de ikke nødvendigvis er ligesom mig. At nogle af dem kræver lidt mere tid til at komme med på vognen og byde ind med løsninger. At vi sommetider skal sove på svære beslutninger. Men en arbejdsplads skal også udfordre for at nutidens medarbejdere udvikles og trives. På den useriøse, men dog vigtige bane har vi en skuffe med snacks, vi hygger os sammen, går ud og spiser og henter kaffe til hinanden. Vi har lavet værdier for vores samarbejde, fordi det er en ny organisation.

At der er tillid til mig fra bestyrelsen. At der er ro om retningen og professionel frihed i lederskabet. Jeg kan klare uendeligt meget, men ikke mistillid og mikromanagement. Min egen trivsel kalder på travlhed, høje forventninger, men også samarbejdspartnere, som jeg kan drive udvikling og forandring i fællesskab med. Jeg samler relationer op alle vegne og har mange. Både fra politiet, fra tiden i Danner og nu fra Barndom Uden Vold. Seje ledere, meningsdannere og specialister. Jeg har også en del unge, som er på vej ind i arbejdslivet og har brug for en hånd i ryggen og samtidig har vigtig erfaring, som jeg skal lære af. Jeg ved jo godt, at jeg ikke når dem til sokkeholderne rent teknisk. Forleden var der en af de kloge unge, der hjalp mig med Instagram, mens hun fnisede lidt over den gamle dame. Hun siger også, at vi skal lære at klippe vores videoer mere ungt. Vi finder nogle unge, der kan lære os det. For hun har utvivlsomt ret. Jeg har det bedst, når alle de elementer er til stede. Når opgaverne er svære, men mulige, når der er højt til loftet og stort ansvar.

Jeg læste en ledelsesbog for år tilbage. Her brugte de ordet karavanefører om den leder, som driver flokken fremad og skaber tryghed og sikkerhed undervejs. Det var faktisk et helt kapitel i bogen, der handlede om den rolle. Den rolle har jeg nok. Erfaring gør, at jeg kan se langt og er både utålmodig og tålmodig på samme tid. Jeg har ikke brug for at stå allerforrest mere. Jeg vil gerne orkestrere, at forandring sker. Men energien er stadig høj, ligesom ambitionsniveauet, så jeg har ikke sat tempoet ned, tværtom.

Jeg har ikke gjort mig tanker om at drosle ned. Der er jeg mere til at slutte med et brag – og så en dag gå ud ad døren og ikke se mig tilbage. Tage hjem og blive nattevagt på et krisecenter. Se solen stå op, mens jeg tømmer skraldet. Det job kunne jeg godt tænke mig. Måske 25 timer om ugen. Under corona havde jeg nattevagter på Danner, og det savner jeg stadig lidt.