Det gik nok op for mig i forbindelse med mine studier på AU-HIH, hvor jeg gang på gang fik den ledende rolle i forbindelse med gruppearbejde samt i fredagscafeen. Det virkede naturligt for mig at skabe følgeskab. Det gjorde mig nysgerrig på den kompetence.

ChrisLarsen
COO // Kvik A/S
Hvornår gik det op for dig, at ledelse kunne være en vej for dig – var der et konkret øjeblik eller en person, der satte det i gang?
Tag os med tilbage til din første dag som leder: Hvad husker du tydeligst, og hvad var du mest nervøs for?
I mit første lederjob var alt nyt for mig – ny virksomhed, ny branche, nye relationer. Så min første bekymring gik på, hvordan jeg skulle lykkes med at skabe følgeskab for nogen, som vidste meget mere end jeg om virksomhedens processer, produkter osv. Med andre ord: på trods af en mellemlang uddannelse stod jeg og var bevidst inkompetent og skulle lede nogle virkelig kompetente medarbejdere.
Hvad forstod du først for alvor om arbejdslivet eller mennesker, da du selv fik lederansvaret?
Hvor vigtigt det er at arbejde med trivsel – det betyder meget for den enkelte medarbejder, men meget mere for relationerne, som medarbejderen er en del af. Medarbejdere, der trives, performer bare meget bedre og er meget sjovere at arbejde sammen med.
Hvad ville du ønske, at nogen havde fortalt dig, inden du sagde ja til dit første lederjob?
Lederen har ofte ansvaret for at sikre, at andre har det godt, men det er vigtigt at finde en, som sikrer, at du har det godt. Det kan være en medarbejder, hvor trygheden er til, at man kan give den feedback, det kan være en god kollega, det kan være en god ven eller familie. Selvfølgelig kan det også være ens egen chef, men det kan ofte være vanskeligt, for man kan få følelsen af at blotte sin svaghed. Så det kræver tryghed og tillid.
Hvordan håber du, at dine medarbejdere beskriver dig som leder, når du ikke selv er i rummet?
Som en leder, der giver plads. Plads til egen ledelsesstil, plads til at lære af egne fejl, plads til at medarbejderen tager æren. Men også en leder, som har deres ryg, hvis tingene bliver svære.
Hvilken beslutning har været den sværeste at træffe som leder – og hvad gjorde den vanskelig?
Før, under og efter finanskrisen arbejdede jeg for en virksomhed, hvor en kapacitetsudvidelse til Østeuropa før finanskrisen blev ændret til en kapacitetsflytning, fordi efterspørgslen faldt, og vi derfor lukkede vores danske produktion ned. Det ramte rigtig mange medarbejdere og deres familier. Det var medarbejdere, der loyalt havde oplært de medarbejdere, som endte med at overtage deres arbejde. Det var en nødvendig beslutning, men en urimelig beslutning forårsaget af markante ændringer i markedsvilkårene.

Hvem har været en vigtig leder eller person i dit arbejdsliv, som troede på dig? Hvad gjorde det ved dig – og hvad har du taget med videre i dit eget lederskab?
Min søster. Hun er en helt anden persontype end mig, og hun er ikke leder, men har altid været mit moralske kompas, for hun er et rigtig godt menneske. Så hvis jeg står med en svær situation, som vedrører personalet, kan jeg altid forestille mig, at jeg placerer hende i situationen. Det gør det altid lettere at vurdere, hvad der er den rigtige beslutning, og hvordan jeg håndterer den med værdighed.
Hvor henter du inspiration til at udvikle dig som leder?
Jeg har fundet stor inspiration i frivilligt arbejde, for her er dine værktøjer begrænsede til inspiration og motivation. Du kan ikke motivere med titler, løn osv. At inspirere og motivere er også effektive værktøjer i det professionelle virke, så vi må gerne gøre os umage med netop de kompetencer.
Er der en oplevelse som leder – sjov, pinlig eller uventet – som siger noget om det at være leder?
I forbindelse med, at vi skulle skifte til et nyt lagerstyringssystem, havde vi massive udfordringer med performance, og vi faldt flere dage bagefter på vores pakkeplan. Medarbejderne var slidte efter lange dage, og der var brug for et moralsk boost. Jeg tog derfor en scanner og plukkede ordrer i et par dage i træk, eller når min egen arbejdsdag var færdig. I situationen gav det den ønskede effekt, at vi sammen arbejdede os igennem udfordringen. Senere viste det sig, at det gav en kæmpe respekt, at jeg ikke var bange for at trække i arbejdstøjet og arbejde solen sort sammen med alle andre.
Hvor oplever du, at AI ændrer måden, der arbejdes på i din organisation – og hvor tror du, de største forandringer endnu venter?
Vi bruger AI bredt i vores organisation. Det hjælper med at skabe overblik over komplekse datamængder, hurtige opsummeringer af tekster osv. Og det kommer vi til at se meget mere af. De største forandringer ligger i at finde balancen mellem den virtuelle verden, som kan rigtig meget, og den personlige, som trods alt stadig er overlegen i at give nærvær, nærhed, empati osv.
Beskriv en af dine bedste dage som leder – hvad gjorde den god, og hvorfor står den stadig klart?
En af mine dygtige medarbejdere var lidt udfordret og havde mistet troen på sig selv. En dag skulle vi have en Performance & Development talk: Hvad er du lykkedes med i de seneste 6 måneder, hvad har været svært, hvordan er din prioritering de næste 6 måneder, og hvor har du brug for min support osv. Herefter skulle jeg give min feedback, og efter en kort tale om min tilfredshed overbragte jeg nyheden om, at jeg havde bedt om og fået accept til at forfremme vedkommende. Det var et meget rørende øjeblik, både fordi det kom som en meget positiv overraskelse, men også fordi den person virkelig følte sig set. Det står stadig klart som et minde om at værdsætte ikke kun resultater, men særligt den indsats, der ydes.
Beskriv en af dine sværeste eller dårligste dage som leder – hvad lærte den dig?
Som mellemleder står man nogle gange med det dilemma, at man måske ikke er helt enig i en beslutning, som kommer fra ledelsen eller ejerne, men hvor man skal støtte loyalt op. For mig var det svært de første gange. Tiden har lært mig, at man ikke behøver miste sin integritet, men det kan være svært at finde den balance. Heldigvis er det kun et fåtal gange, jeg har oplevet sådan en situation.
Hvad ser du som de vigtigste forudsætninger for, at medarbejdere trives – og hvordan arbejder du konkret med det?
Tillid er en af de vigtigste parametre for at sikre trivsel, og den måde, jeg konkret arbejder med det på, er ved at skabe et psykologisk trygt rum. Det kan være gennem en meget transparent og ærlig kommunikation, eller ved selv at udvise stor respekt og tillid til mine medarbejdere – hvilket nedbryder barrierer og gør, at medarbejderne ekkoer dette.
Hvad er afgørende for din egen trivsel i lederrollen?
Relationer. Ikke kun til egen leder, men også til egne medarbejdere og kollegaer. Det at mødes og tale om tingene har stor betydning for mig, måske fordi jeg har en social karakter. Derudover er det vigtigt for mig, at jeg har friheden til at drive min egen ledelsesstil samt rammer og mandat til at træffe selvstændige beslutninger i samarbejde med mit team.
Hvis dit arbejdsliv var en bog med forskellige kapitler – hvilket kapitel er du i lige nu, og hvad kendetegner det?
Vi har været igennem alle de indledende og beskrivende kapitler og har i et par kapitler bygget spændingen godt op til en overraskelse. Jeg har været ved Kvik igennem mange år, og vi er netop ved at opbygge en ny ledelse efter et direktørskifte. Der kommer nogle naturlige ændringer i ledelsen – her forventer jeg, at det vil bringe både Kvik og mig selv op på et nyt niveau.
Har du gjort dig tanker om den sidste del af dit arbejdsliv eller din senkarriere? Hvad fylder i dine overvejelser – ambitioner, frihed, arv, noget helt fjerde?
Jeg kan nemt forestille mig, at jeg kommer til at lave et større projekt eller et professionelt samarbejde med de af mine børn, som har samme interesse. Samværet med dem betyder rigtig meget for mig. Det kan være renoveringsprojekter af deres kommende boliger, etablering af en virksomhed eller noget helt andet. Hvad vi er sammen om, er ikke det vigtige. Det er, hvem jeg er sammen med. Men det skal være baseret på fælles interesser, og her er mine børn lidt unge endnu.