AramOstadian-Binai

Jeg tror ikke, jeg vågnede op en dag og tænkte: »Jeg vil være leder.« Det var mere en stille beslutning, eller en naturlig del af mig, der voksede med mig, helt tilbage fra jeg var barn. Selv som barn og teenager havde jeg svært ved at ignorere uretfærdighed. Jeg tog det til mig, tog ansvar, stillede spørgsmål, og prøvede at skabe løsninger; også når det egentligt ikke var mit ansvar.

Jeg blev leder den dag, jeg besluttede mig for ikke længere at vente på, at nogen andre skulle skabe den forandring, jeg selv havde brug for. Den beslutning blev mit udgangspunkt – og siden har jeg bygget videre derfra.

Som et menneske de kan regne med. Ikke fordi jeg har alle svarene, men fordi jeg tør være ærlig, lyttende og tage ansvar. En leder, der vil se dem vokse i deres viden og kompetencer. En, der ikke holder sig tilbage fra at hjælpe, hvor hun kan. Jeg håber, de ser mig som en, der leder med sjæl – og ikke med ego. En, der sætter baren højt, men aldrig glemmer at se det menneske, der står foran hende.

At give slip på mennesker, man holder af, men som ikke trives i strukturen, eller som ikke løfter fællesskabet. At være en empatisk leder betyder ikke, at man undgår svære samtaler. Det betyder, at man tager dem med respekt og klarhed. Det er aldrig let, men det er nødvendigt.

At man ikke behøver at vide alt. At sårbarhed og ledelse ikke er modsætninger, de er hinandens forudsætninger. Jeg ville ønske, jeg havde vidst, at det er okay at lære undervejs, og at den vigtigste opgave som leder er at skabe tryghed og retning, ikke perfektion.