Kvinderne mangler desværre ikke kun på velfærdsuddannelserne
Det er generelt nedslående at kigge på årets opgørelse over ansøgere til de videregående uddannelser på trods af to rekordår i 2020 og 2021. Tallene blev offentliggjort tidligere på ugen, og medierne har haft meget fokus på, at velfærdsuddannelser som sygepleje-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne har tabt popularitet. Det bringer fremtidens velfærd i fare, lyder bekymringen, som vi deler hos Lederne.
Af Nina Christine Andersen, Uddannelsespolitisk konsulent, Lederne. Bragt i a4ligestilling.dk.
13. juli 2022
Men hos Lederne har vi også en anden bekymring; nemlig manglende udvikling i andelen af kvinder, som søger mod STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering and Mathematics). Andelen af kvinder udgør nemlig fortsat kun en tredjedel af ansøgerne til STEM-uddannelserne og har været nogenlunde stabil i flere år.
Dykker man yderligere ned i ansøgertallene, kan man se, at det samlede antal ansøgere til STEM-uddannelserne i år er 12,5 procent lavere end i 2021, hvilket samlet set er et mindre fald end det generelle fald. For kvinderne er faldet faktisk større, godt 15 procent.
Det svarer til, at knap 1.000 færre kvinder i år har søgt ind på de STEM-uddannelser, som erhvervslivet skriger på kandidater fra. Det kommer til at koste os alle sammen dyrt, fordi STEM-kandidaterne bidrager til, at virksomhederne kan vokse og skabe indtægter for samfundsøkonomien.