Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Et Dataetisk Råd kan støtte ledere og forbrugere i dataetiske dilemmaer

30. maj 2018

DEBATINDLÆG AF LEDELSESRÅDGIVER BIRGITTE ALSTRØM PÅ ALTINGET.DK: Vi skal finde et niveau, hvor danske ledere konstant kan udfordre og bruge data intelligent til at innovere og forretningsudvikle sig til konkurrencemæssige fordele og øget velfærd uden, at det går på kompromis med en etisk ansvarlig anvendelse af personlige data

I Danmark har vi været lang tid om at løfte debatten om dataetik op på formelt niveau. Der har været en tendens til at opleve det som fremtidsscenarier, men teknologierne er i dag så fremskredne, at både politikere, ledere og forbrugere i fællesskab nu er nødt til at forholde sig til de dataetiske dilemmaer.

Forbrugere afgiver kraftigt stigende mængder af data som modydelse for nye muligheder. DNA kan nemt samles op og analyseres. Medarbejdere og forbrugere får indopereret en chip i hånden. I Kina overvåger nogle chefer de ansattes hjerner med hatte fyldt af små sensorer, der kan måle de ansattes aktivitet i hjernen. Det er ikke længere en science-fiction film, men virkelighed lige nu.

Tillid mellem mennesker, offentlige organisationer og private virksomheder er en af de helt grundlæggende forudsætninger for en bæredygtig udvikling i vores samfund

Ledelsesrådgiver hos Lederne Birgitte Alstrøm

Den øgede brug af bl.a. kunstig intelligens (AI), Internet of Things (IoT), smart cities mv. giver mange spændende udviklingsmuligheder og værdi for både samfund, virksomheder og mennesker. Flere af de udfordringer, vi står overfor både i Danmark og globalt, vil vi kunne løse ved at have et større datagrundlag at arbejde med på tværs af platforme. Men det skal ikke være for enhver pris.

Derfor er det vigtigt, at vi finder et niveau, hvor danske ledere konstant kan udfordre og bruge data intelligent til at innovere og forretningsudvikle sig til konkurrencemæssige fordele og øget velfærd for de danske borgere – men uden, at det går på kompromis med en etisk ansvarlig anvendelse af personlige data.

Danske ledere skal tage føringen i etisk dataanvendelse

Et godt skridt på vejen er regeringens initiativ fra marts 2018, hvor erhvervsminister Brian Mikkelsen udnævnte en ekspertgruppe om dataetik. Ekspertgruppen skal ultimo 2018 komme med anbefalinger til regeringen om, hvordan danske virksomheder kan gøre ansvarlig dataanvendelse til en konkurrencefordel.

Hvis vi mangler dataetiske anbefalinger, kan det for nogle danske virksomheder medføre en stilstand i forretningsudviklingen med efterfølgende tab af konkurrencekraft, da danske ledere ønsker at befinde sig på den rigtige side af den dataetiske streg, som ikke er defineret endnu.

LÆS OGSÅ: Ny persondataforordning: Hvad betyder det for dig?

På den anden side kan manglen på dataetiske anbefalinger også betyde, at nogle danske ledere kan få igangsat initiativer, som pludselig skal rulles tilbage igen med store økonomiske konsekvenser for virksomhederne og menneskelige konsekvenser pga. uhensigtsmæssig brug af personlige informationer. Ledere i både den private og offentlige sektor står således over for nogle svære dataetiske beslutninger.

Regeringens nuværende ekspertgruppe om dataetik skal primært fokusere på, hvordan virksomheder kan håndtere de etiske udfordringer ved brug af data, men debatten er lige så vigtig for hele den offentlige sektor, så de teknologiske muligheder kan komme borgerne til gode på en stadig dataetisk ansvarlig måde. Desuden er ekspertgruppen kun nedsat for 2018, men i de kommende år vil vi også løbende opleve data blive anvendt på nye måder.

LÆS OGSÅ: Digitalisering udfordrer mange ledere

Vi har derfor brug for en permanent dataetisk gruppe, som behandler dataetiske dilemmaer i både virksomhedernes konkurrenceevne og den offentlige sektor. Det kan f.eks. være som et permanent Dataetisk Råd, der kan sikre en løbende offentlig dataetisk debat, rådgive regeringen og indgå i et stærkt internationalt samarbejde omkring dataetik, da dataetiske dilemmaer i lige så høj grad er globale.

Tillid mellem mennesker, offentlige organisationer og private virksomheder er en af de helt grundlæggende forudsætninger for en bæredygtig udvikling i vores samfund. Dette inkluderer også en høj grad af tillid til den måde, vi anvender data. Iflg. PwC's tillidsbarometer for 1. halvår 2018 har både institutioner og det private erhvervsliv allerede i dag en opgave med at skabe mere tillid til deres systemer. Det vil et permanent Dataetisk Råd på tværs af den private og offentlige sektor kunne bidrage med.

Debatindlæg af Birgitte Alstrøm

Om Birgitte Alstrøm

Birgitte Alstrøm er en del af Altingets digitale klummeskribenter.

Hun arbejder i rådgiverteamet i Ledelse, Ledernes enhed for sparring og rådgivning af ledere. Birgitte Alstrøm har mere end 24 års erfaring som leder af digitale udviklingsafdelinger og -projekter for både store danske og internationale virksomheder samt små og mellemstore iværksættervirksomheder.