Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Deltidsjob er altid bedre end intet job

16. marts 2018

DEBATINDLÆG AF SEKRETARIATSCHEF BERIT TOFT FIHL I JYLLANDS-POSTEN: I Jyllands-Posten 8. marts er EU’s ligestillingskommissær Vera Jourova citeret for at sige, at deltidsjob kan være en fælde for mange kvinder, og at det kan være bedre, at de slet ikke tager et job.

Der sker blandt andet på baggrund af tal fra EU-kommissionen, Eurostat, som viser, at godt 16 pct. af mændene mod godt 35 pct. af kvinderne i Danmark arbejder på deltid. 

 

Lederne er helt enig i, at vi skal væk fra et kønsrollemønster, hvor kvinder er på nedsat tid, mens børnene er små, så mændene kan gøre karriere. Det går på den lange bane både ud over kvindernes karrieremuligheder og deres pension.

 

Men at det kan være bedre, at kvinder slet ikke tager et job end et deltidsjob, er Lederne helt uenig i. Her tænker jeg særligt på indvandrerkvinder. Nu har vi igennem en årrække haft fokus på at få flere indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande ind på arbejdsmarkedet, som en af vejene til bedre integration og også øget ligestilling.

 

Alt for mange indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande er fortsat helt uden for arbejdsmarkedet, og er milevidt fra at blive integreret i Danmark og kunne forsørge sig selv. Hertil kommer, at mange aldrig har haft et arbejde, og alene af den grund slet ikke kan se sig selv i et job, og slet ikke i et fuldtidsjob fra første dag.

 

For mange indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande kan vejen til bedre integration på arbejdsmarkedet og øget ligestilling netop gå gennem deltidsjob. Derfor håber jeg, at netop de kvinder ikke tager Vera Jouravas opfordring til sig. Det er trods alt bedre at arbejde 20 timer end slet ikke at arbejde.