Venstre rammer plet med sit nye stressudspil. Alt for mange danskere udvikler stress, og der er akut behov for både hurtigere og bedre hjælp. Venstres forslag til at forbedre indsatsen er både rigtige og vigtige.
"Stress og mistrivsel er blandt de største udfordringer i samfundet, og vores medlemmer er meget optaget af begge dele. Det er helt afgørende, at vi sætter ind med både forebyggelse og behandling – af hensyn til den enkelte, men også fordi vi har brug for alle på arbejdsmarkedet. Derfor glæder vi os over, at Venstre er på linje med Lederne her," siger Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne.
Lederne har længe arbejdet for en tidligere og mere sammenhængende indsats mod stress.
"Der er stadig meget, vi ikke ved om de mange forskellige årsager til, at nogle mennesker får symptomer på stress og i værste fald bliver syge af det. Løsningen findes ikke hos én aktør men hos mange, og Venstres forslag giver mulighed for at blive klogere gennem forskning," siger Bodil Nordestgaard Ismiris.
"Stress er en kompleks udfordring, som kræver en langt mere samlet indsats. Det er centralt, at arbejdspladserne, kommunerne, staten, lederne og resten af arbejdsmarkedets parter arbejder tæt sammen. Derfor er et nationalt stresspartnerskab i dén grad noget, Lederne vil bidrage til," siger Bodil Nordestgaard Ismiris.