I år bliver 16.040 unge i løbet af natten og i morgen tilbudt en plads på én af de af 322 uddannelser, der ligger inden for STEM-området (Science, Technology, Engineering og Mathematics).
Sidste år blev 16.828 unge tilbudt en plads på en STEM-uddannelse, hvilket betyder, at der er sket et fald på 788 personer – eller fem procent. Samtidig er andelen af studerende, som i år bliver optaget på en STEM-uddannelse, faldet med 0,4 procentpoint – fra 24,2 procent i 2020 til 23,8 procent i 2021.
Selvom Lederne glæder sig over det næsthøjeste optag nogensinde og at mange unge vælger at påbegynde en videregående uddannelse, så ærgrer det Ledernes uddannelsespolitiske chef, at sidste års stigning inden for STEM-området ikke fortsætter:
- Det er en ærgerlig udvikling, vi ser i år. Vi har brug for de skarpeste hoveder til at skabe morgendagens teknologiske og digitale løsninger og hjælpe med den bæredygtige omstilling – og her er det i høj grad STEM-kompetencer, der bliver efterspurgt ude i virksomhederne og i samfundet, siger hun.
De seneste fem år har andelen har unge, som er blevet optaget på en STEM-uddannelse, kun rykket sig ganske lidt fra 23,1 procent i 2017 til 23,8 procent i 2021.
