- Rigtig mange ledere står lige nu i en situation, hvor de har svært ved at finde kvalificerede medarbejdere. Det er uden tvivl en af de største udfordringer for Danmarks ledere, og derfor er det problematisk, at regeringen stort set ikke har fokus på at løse arbejdskraftmanglen i udspillet til finanslov.
Sådan siger Ledernes administrerende direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris, i en kommentar til det finanslovforslag, som finansminister Nicolai Wammen netop har offentliggjort. Hun havde eksempelvis gerne set initiativer til at lokke seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet og en stærkere indsats for at få ledige hurtigere i job.
Bodil Nordestgaard Ismiris kritiserer også, at regeringen ikke afsætter midler til en større indsats på klimaområdet:
- Regeringen tilkendegiver i skåltalerne store ambitioner på klimaområdet, og de officielle målsætninger er også flotte. Men i Lederne savner vi, at det for alvor følges op med håndfaste initiativer og økonomiske midler. Danske ledere er klar til at gøre en indsats for klimaet, men forudsætningen er altså, at regeringen går forrest med konkrete, klare og langsigtede politiske initiativer. Vi ved eksempelvis, at der er brug for en alvorlig oprustning af ledernes grønne kompetencer. Og det havde vi gerne set, at der var afsat penge til.
