1452 medlemmer af Lederne er blevet spurgt, hvad der havde størst betydning for dem ved den seneste rekruttering af en ny medarbejder. Blandt syv svar-muligheder ligger ”personlige og sociale kompetencer” øverst. På anden- og tredjepladsen kommer ”relevant erhvervserfaring” og ”særlige faglige kvalifikationer”.
Michael Uhrenholt er ledelsesrådgiver og teamchef hos Lederne. Han mener, at den aktuelle mangel på arbejdskraft indvirker på ledernes besvarelser.
- Det er ikke sikkert, at billedet havde været det samme, hvis vi havde stået midt i en lavkonjunktur. Manglen på arbejdskraft betyder, at mange ledere må gå lidt på kompromis med fagligheden og den relevante erhvervserfaring. I den situation er det helt fornuftigt, at lederne vægter de personlige og sociale kompetencer højst, siger Michael Uhrenholt, der til dagligt rådgiver medlemmer af Lederne.
Ledere er i dag i høj grad villige til at gå på kompromis og ansætte nye medarbejdere, som ikke har alle de ønskede kvalifikationer. Det viser den seneste rekrutterings-survey fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Af surveyen fremgår det, at 14 pct. af virksomhedernes rekrutteringsforsøg munder ud i ansættelse af personer, som ikke har alle de ønskede kvalifikationer.
- Vores råd til mange ledere for tiden er, at de bør gå efter kandidater, der har personlige og sociale egenskaber, som passer ind på arbejdspladsen. Hvis det lykkes, får man en medarbejder, som fungerer på arbejdspladsen. Så kan man som leder lettere opkvalificere vedkommende og sørge for, at vedkommende får den relevante erfaring ned ad vejen, siger Michael Uhrenholt.
Han gør samtidig opmærksom på, at de ledere, der har deltaget i undersøgelsen, formentlig svarer ud fra, hvordan de vægter de forskellige egenskaber hos kandidater i den sidste fase af et ansættelsesforløb.
- Det er ofte personligheden, der gør udslaget, når man har to eller tre kandidater med i opløbet til en stilling. I den sidste fase af rekrutteringen har man for længst screenet kandidater fra, der ikke har de faglige kvalifikationer og den erhvervserfaring, der skal til. Derfor vil lederne være tilbøjelige til at svare, at erhvervserfaring og faglige kvalifikationer er mindre vigtige end de personlige og sociale kompetencer, siger Michael Uhrenholt.