Mange medarbejderevil tilbage på arbejdspladsen

Flere tusind medarbejdere har nu arbejdet hjemmefra i snart to måneder, og selvom hjemmearbejdet har vist sig at være en stor succes, så er mange ivrige efter at komme tilbage på arbejdspladsen, viser undersøgelse fra Lederne.

Udgivet 13. maj 2020

Flertallet af ledere oplever medarbejdere, som er ivrige efter at komme tilbage på arbejdspladsen. Det viser en undersøgelse, som Lederne har lavet blandt mere end 1.100 ledere.

I undersøgelse har 672 ledere svaret, at de fortsat har medarbejdere, som arbejder hjemmefra. Blandt dem angiver tre ud af fire, at de har medarbejdere, som meget gerne vil tilbage og arbejde på arbejdspladsen.

- Vi har været dygtige til at arbejde på distancen, og coronakrisen har vist, hvor meget mere fleksibelt, vi kan arbejde. Men det er helt naturligt, at mange savner at kunne tage del i det sociale og faglige fællesskab på arbejdspladsen og kunne fejre succeser sammen, siger Lars Andersen, arbejdsmiljøchef i Lederne.

Arbejde fysisk

Hjemmearbejdet har været en stor succes

I samme undersøgelse er lederne blevet spurgt ind til, hvor godt hjemmearbejdet har fungeret og hvordan medarbejdernes produktivitet har været hjemmefra.

Her svarede 78 procent, at hjemmearbejdet har fungeret godt eller meget godt, mens 68 procent – altså godt syv ud af ti – har oplevet samme eller højere produktivitet end normalt blandt sine hjemmearbejdende medarbejdere.

Det viser, at hjemmearbejdet på mange måder har været en stor succes under den nuværende coronakrise. Og det tyder på, at arbejdet godt kan foregå mere digitalt i fremtiden, mener Lars Andersen.

- På den måde kan krisen blive et vigtigt element i forhold til at styrke digitaliseringen i dansk erhvervsliv. Men vi er sociale mennesker, som henter en stor del af vores energi og engagement gennem det at skabe og dele succeser og resultater sammen med gode kolleger og ledere. Derfor har fællesskabet på arbejdspladsen en helt naturlig betydning for arbejdsglæden – og arbejdsglæden og engagement er fremtidens bæredygtige brændstof, som moderne virksomheder er skabt af, siger han.

Pressekontakt