Hvad er din baggrund?
13 år som leder i Forsvaret gav mig en praktisk forståelse for ledelse, ansvar og beslutninger under pres. Siden arbejdede jeg 11 år i min egen virksomhed med ledelsesudvikling, teamudvikling og coaching for en bred vifte af større danske virksomheder. De seneste år har jeg fokuseret på karriere- og ledelsesrådgivning, herunder sparring, outplacement, og facilitering af netværk for topledere. Jeg er certificeret Executive Coach (ICF) og afholder webinarer i brugen af AI og bæredygtig ledelse.
Hvorfor har du valgt at blive ledelsesrådgiver?
Gennem hele mit arbejdsliv har jeg været optaget af, hvordan mennesker lykkes, som ledere og som mennesker. Ledelse kan være meningsfuldt og udviklende, men også ensomt og komplekst. Det motiverer mig at være den fortrolige sparringspartner, der hjælper ledere med at sætte ord på deres situation og beslutte næste skridt. Jeg tror på, at de fleste ledere allerede rummer svarene, min opgave er at hjælpe dem med at få øje på dem og omsætte dem til handling.
Hvilke tre ord kendetegner dig som person?
Empatisk, nysgerrig og handlingsorienteret.
Kan du beskrive din sparringsstil?
Min stil er tillidsfuld, undersøgende og konkret. Jeg skaber et rum, hvor det er muligt at tale åbent om muligheder, tvivl og dilemmaer, uden at samtalen bliver hængende i tankerne alene. Jeg stiller spørgsmål, der skaber refleksion, og hjælper med at strukturere vejen fra indsigt til handling. Jeg trækker på min egen ledelseserfaring, min coachingbaggrund og min viden om arbejdsmarkedet for at åbne for nye perspektiver og handlemuligheder.
Hvordan gør du en forskel for dem, der kommer til dig for sparring?
Jeg hjælper ledere med at få overblik, når tingene føles uoverskuelige, hvad enten det handler om en ledelsesudfordring, et karriereskifte, en fastlåst situation eller tvivl om næste skridt. Gennem sparringen får lederen mulighed for at se sin situation udefra og forstå sine styrker og muligheder bedre. Målet er enkelt: At lederen forlader samtalen med større klarhed, mere ro og en realistisk plan for, hvad der skal ske.

