Genvalg sikrer kontinuitet for europæiske ledere

Direktør hos Lederne fortsætter i spidsen for CEC – European Managers.

Udgivet 11. juni 2024

Torkild Justesen, der er direktør i Ledernes Hovedorganisation, modtog i sidste uge genvalg som generalsekretær for CEC – European Managers, og han skal de næste tre år stå i spidsen for ca. en million europæiske ledere. Med et helt nyt parlament i Bruxelles og en kommende ny kommission, er genvalget vigtigt for kontinuiteten for europæiske ledere.

"Genvalg betyder kontinuitet – og det betyder meget, når vi skal sikre, at ledere og ledelse har en stemme i Europa," udtaler Torkild Justesen. "Vi arbejder for at sikre, at Ledernes stemme bliver hørt i EU, og at ledelse og ledelsesopgaven indtænkes i den lovgivning og de mange direktiver, der kommer fra Europa og som har så stor betydning for danske lederes hverdag og fremtid."

Europa står midt i en udfordrende tid og EU-dagsordenerne er store og vigtige. Særligt, når det gælder bæredygtighed, Europas konkurrenceevne i forhold til resten af verden og en tilstrækkelig arbejdsstyrke, er ledelse nøglen til at skabe de nødvendige forandringer. "Vi skal holde sammen på Europa – og uden ledelse går det ikke," afslutter Torkild Justesen.

Så ikke bare et tillykke til Torkild, men tillykke til os alle sammen med at vi har en stærk ledelses-stemme i Europa.

Om CEC

CEC er en paraplyorganisation for de enkelte EU-landes lederorganisationer og repræsenterer omkring en million europæiske ledere. CEC blev dannet i 1951 og er i dag en af seks såkaldte sociale partnerorganisationer, en form for høringspartner, der er officielt anerkendt af EU-Kommissionen.