Hos Lederne ser vi en tendens til, at flere opsagte medarbejdere i danske virksomheder bortvises, hvis de i en opsigelsesperiode fx sender en mail til deres private mail eller rydder op på deres arbejdscomputer. Der kan være tale om bagateller, og så er det ikke et holdbart grundlag for en bortvisning, understreger Ledernes juridiske chef og advokat, Rikke Agervig Helles.
Hvis en leder eller betroet medarbejder opsiges, skal arbejdspladsen betale løn i opsigelsesperioden og i nogle tilfælde også i en periode derefter. Det kan fx være på grund af medarbejderens konkurrence- eller kundeklausul. Men hvis medarbejderen i stedet bortvises, skal der ikke betales løn.
“Stigningen af bortvisningssager handler måske om, at firmaerne gerne vil spare penge. Det frister nogle firmaer til at lave nærmest detektivlignende undersøgelser af den opsagte medarbejders mailtrafik og færden på nettet”, siger Rikke Agervig Helles.
I Lederne fører vi en del sager for bortviste medlemmer. Og det er overraskende, hvordan flere arbejdsgivere lader bagateller ligge til grund for bortvisninger.
“En bortvisning er selvfølgelig ikke urimelig, hvis en medarbejder videresender fortrolige strategiplaner eller følsomme kundedata, der kan misbruges. Vi oplever dog, at man slår ned på småting – noget som alle har gjort på et tidspunkt. Det kan være at sende banale ting videre til en privat mail, printe noget ud i firmaet eller rydde ud i indbakken i deres arbejdsmail”, siger Rikke Agervig Helles.
Vi hjælper dig
Det har store økonomiske konsekvenser, hvis man rammes af en bortvisning, og ens indkomst forsvinder fra den ene dag til den anden. Har man ikke en faglig organisation i ryggen, kan det være svært at rejse sagen selv.
Hos Lederne hjælper vi dig, hvis du som medlem er blevet udsat for en uberettiget bortvisning. Heldigvis kan vi i de fleste tilfælde bistå de af vores medlemmer, der har været udsat for en uberettiget bortvisning med at få det, de har krav på.