Hver eneste dag tager Danmarks ledere tusindvis af beslutninger, der sætter retningen for vores virksomheder, samfund og liv. Det kalder på gode ledere. Ledere, der kan se muligheder og finde løsninger på de mange udfordringer, som verden står overfor. For god ledelse gør en forskel.
Men det kalder også på en stærk medlemsorganisation, som står bag lederne og kæmper for, at de, der går forrest, har både modet, kompetencerne og trygheden til at tage ansvaret på sig.
Med over 130.000 medlemmer er Lederne allerede Danmarks største faglige fællesskab for ledere, men ambitionen stopper ikke her, for potentialet er endnu større. Derfor lyder startskuddet i dag til en løbende revitalisering og styrkelse af Ledernes brand i form af en ny brandplatform og visuel identitet, som skal være med til at sikre endnu bedre sammenhæng på tværs af aktiviteter og kanaler.
En verden til forskel
Første step i lanceringen er et nyt logo, nye farver og missionen: Sammen gør vi en verden til forskel. Dermed siger vi også farvel til Ledernes nuværende payoff: Bringer dig videre.
- Tiden er løbet fra isolerede og individorienterede handlinger. Som ledere er vi trods alt kun en lille brik af en meget større sammenhæng, og det faktum bør være vores afsæt for de næste mange års lederskab. Derfor ønsker vi at ændre vores mission til ”sammen gør vi en verden til forskel” og arbejde med et formål om at udvikle bæredygtig ledelse, så ledere kan udøve ansvarligt lederskab. Det skaber en rød tråd i fortællingen om Lederne – hvorfor vi er her, og den fremtid vi ser foran os, fortæller Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne.
