Lederalliancen blev den håndsrækningder fik Tobias videre

For Tobias blev Lederalliancen begyndelsen på et nyt kapitel. Efter år med svigt, diagnoser og brudte uddannelses- og jobforløb har han nu fundet fodfæste – og et job, hvor han gør en forskel for andre i samme situation som ham selv.

27-årige Tobias bor i dag på Østerbro og arbejder i Københavns Kommunes nye Autismehus. Her er han fastansat og med til at drive et café- og aktivitetstilbud, hvor autister kan komme ind fra gaden og finde fællesskab samt blive støttet i deres personlige udvikling.
 
At han skulle stå netop dér med fast job, dejlig bolig og ro og glæde i kroppen ville have været en utænkelighed for bare få år siden. Tobias er nemlig autist og har ADHD og har gentagne gange oplevet, hvordan uddannelse og job er gledet ham af hænde. Han har for eksempel flere gange forsøgt at starte i gymnasiet, men manglende selvforståelse har ledt til angst og depression som har været en ubrydelig barriere. Selv kalder han det et mønster: ”Det er som om, jeg altid dropper ud, når det ellers begynder at se ud som om der er en fremtid.”
 
For Tobias blev Lederalliancen det første skridt i en helt ny retning. Gennem et forløb hos Lederne i afdelingen Data Analytics fik han både en buddy og et meningsfuldt job, hvor han oplevede at blive set og taget alvorligt.
 

Hjælp et ungt menneske i arbejde

Ledere på danske virksomheder kan gøre en uvurderlig forskel for unge, der har svært ved at få fodfæste i et job eller en uddannelse. De kan give dem en hånd i ryggen og vise en vej ind på jobmarkedet.


”Det gør en kæmpe forskel at have et sted at møde ind og gå hjem fra – så når jeg har fri, har jeg fri. Og jeg havde gode kolleger, som virkelig ville mig,” fortæller han.
 
Alligevel oplevede han igen at glide ud af forløbet, og han beskriver det som en overlevelsesstrategi, når ting rent faktisk begynder at gå godt for ham. Men denne gang førte vejen fra Lederne videre til den rette hjælp, i form af bosted og medicin der sammen har gjort den nødvendige forskel. Det blev vendepunktet.
 
”Jeg har følt meget svigt igennem livet. Men her fik jeg en håndsrækning. For første gang i mange år oplevede jeg, at jeg rent faktisk kan have en plads i samfundet. Det gav mig mod på at prøve igen.”
 
I dag føler Tobias, at han lever sin drøm. Han er en ressource – og kan være noget for andre, der står i de samme svære situationer.

Lederalliancen partnere

Vi står bag Lederalliancen

Lederalliancen er et samarbejde mellem Lederne, Videnshuset Cabi og Dansk Industri. Lederalliancens formål er at støtte de næsten 45.000 unge udenfor job og uddannelse i arbejde. Lederalliancen har modtaget støtte fra Tuborgfondet.