Emil har givet Brian lysttil at hjælpe flere unge

Emils vej til arbejdsmarkedet har ikke været ligetil. Han har gigt, ADHD og diskusprolaps. Men han fik en chance hos Norlys gennem Lederalliancen.

»Det er ret fedt at gå på arbejde. Jeg har fundet ud af, at jeg kan noget. Jeg er glad og har noget at stå op til. Og jeg laver noget, som andre har brug for. For med Brians hjælp har jeg fået ansvar for rigtige opgaver. Det giver mig mod til, at mit liv skal se anderledes ud.«

Emils vej til arbejdsmarkedet har ikke været ligetil. Han har gigt, ADHD og diskusprolaps. Han har gået i specialklasse og har ingen 9. klasses eksamen. Han har været inde og ude af skoleforløb, været ude i noget skidt og han har også en tid som hjemløs med i bagagen.

Gennem Aarhus Kommune fik han kontakt med Brian fra Norlys, der hjalp Emil med at komme godt i gang.

På et Lederalliancemøde hørte Brian, Sales Director i Norlys, hvad man som virksomhed kan hjælpe med. Brian følte ansvar for at hjælpe unge, der var endt i en svær situation, med at komme tilbage på rette spor. Han ville gerne være med til at hjælpe de unge godt på vej.
Lederalliancemødet hjalp ham videre til en samtale med Cabi om mulighederne – og via en jobkonsulent fra Aarhus Kommune blev der etableret kontakt til Emil.

Nu arbejder Emil 12 timer om ugen i Norlys med at trække data og validere det til sine kolleger i salg. Snart skal han på intern uddannelse med andre nye kandidater, så han kan møde Norlys-kunder på telefonen. Emil har fået en mentor og er godt på vej.

Vi fejler kun, hvis vi ikke gør noget

For Brian har mødet med Emil betydet en ny og mere personlig ledelsesopgave. ”Det er nogle andre værktøjer, jeg har taget i brug. Og det har udviklet mig som leder,” fortæller Brian.

Brian har et godt råd til andre ledere og virksomheder, der gerne vil hjælpe unge i job: ”Se bort fra de processer og procedurer, der kunne stå i vejen. Og se bort fra den bekymring, der kan være om at lykkes eller fejle, fordi vi fejler kun, hvis vi ikke gør noget.”

Mød Emil og Brian i Norlys

Har du spørgsmål til onboarding af unge på arbejdspladsen?

Cabi tilbyder alle virksomheder gratis råd og sparring om onboarding af unge og trivsel på arbejdspladsen. Kontakt Cabi direkte på telefon 8612 8855 eller skriv til cabi@cabiweb.dk. Har du spørgsmål til Lederalliancen? Kontakt da chefrådgiver Karen Bro på kbr@lho.dk.