Mandlig restaurantejer kigger ud over restaurant

6 gode rådtil dit brancheskift

Skal du skifte branche, men er i tvivl om, hvordan du griber det an? Få seks gode råd om kompetencer, netværk, uddannelse og en målrettet jobsøgning.

For nogle er et brancheskift spændende og føles som en ny start. For andre kan det virke uoverskueligt og skabe tvivl om, hvorvidt erfaringerne fra én branche kan bruges i en anden.

Mange af dine erfaringer og kompetencer kan bruges på tværs af brancher. Har du været leder, kan du sætte din ledelseserfaring i spil i mange forskellige sammenhænge. Andre kompetencer kan du have brug for at bygge videre på gennem et kursus eller en uddannelse.

Her får du seks gode råd til dit brancheskift.

Find ud af, hvad der er vigtigt for dig

Start med at finde ud af, hvad der er vigtigt for dig i et job, og hvorfor du har lyst til at skifte branche eller retning.

Tænk på dine nuværende og tidligere stillinger og arbejdspladser. Hvilke opgaver kunne du godt lide? Hvornår præsterede du bedst? Og hvad gjorde dig glad for at gå på arbejde?

Beskriv derefter, hvad der skal kendetegne dit kommende job. Er det især opgaverne, virksomheden, branchen eller chefen, der betyder noget? Tænk også over konkrete forhold som arbejdsvilkår, transporttid og økonomi.

Når du ved, hvad der er vigtigt for dig, bliver det lettere at målrette både dit brancheskift og din jobsøgning.

Se lederguiden ‘Find dit drømmejob’ 

Få et overblik over dine kompetencer

Når du ved, hvilken retning du gerne vil bevæge dig i, kan du se nærmere på de kompetencer, du allerede har med dig.

Mange kompetencer kan overføres til andre funktioner og brancher. Det gælder fx erfaring med ledelse, medarbejderudvikling, kommunikation, projektstyring eller forandringer. Det afgørende er, at du kan forklare en kommende arbejdsgiver, hvordan dine kompetencer skaber værdi i den nye sammenhæng.

Vær samtidig realistisk. Meget kan overføres, men ikke nødvendigvis alt. Det kan derfor være en god idé at sammenholde det, du allerede kan, med de kompetencer, der efterspørges i den branche, du vil ind i.

Eksempel: Som tidligere teamleder har du måske erfaring med HR-processer som rekruttering, onboarding, svære samtaler og udvikling af medarbejdere. De erfaringer kan være relevante i mange andre brancher end den, du kommer fra.

Sparring til din karriere

Bliv klogere på dine kompetencer og karrieremuligheder med sparring fra en af vores professionelle rådgivere. Sparringen foregår over telefon eller Teams og varer 30–60 minutter.

Styrk dine kompetencer med kursus eller uddannelse

Et brancheskift kan kræve, at du supplerer det, du allerede kan. Undersøg derfor, hvilke kompetencer virksomhederne i den nye branche efterspørger, og om der er områder, hvor du med fordel kan styrke din profil.

Et målrettet kursus kan være relevant, hvis du mangler konkrete værktøjer eller viden inden for fx projektledelse, AI, kommunikation eller ledelse. En længere uddannelse kan være relevant, hvis du ønsker et bredere kompetenceløft eller gerne vil have formel dokumentation for dine kompetencer.

Du behøver ikke nødvendigvis begynde forfra. Ofte handler det om at bygge oven på din erfaring, så din profil bliver mere relevant for den branche eller funktion, du gerne vil ind i.

Find kurser og uddannelser, der kan styrke din profil 

Bliv fortrolig med branchens sprog

Når du vil skifte branche eller funktion, er det vigtigt at blive fortrolig med dens nye faglige sprog og begreber. 

Brug fx LinkedIn, Jobindex eller andre jobbanker til at undersøge de funktioner og jobtyper, du er interesseret i. Find personer, der allerede har den type stilling, du gerne vil have. Hvilke ord og vendinger bruger de til at beskrive deres funktion og kompetencer?

Et kursus eller en uddannelse inden for det nye fagområde kan også hjælpe dig med at få begreberne ind under huden. Dine medkursister er personer inde for samme interessefelt, og det bidrager til at opbygge sprog, netværk og indsigt i andre brancher.

Tilpas dit ansøgningsmateriale

Når du har undersøgt den branche eller stilling, du gerne vil søge, kan du målrette dit CV og din ansøgning. Fremhæv de kompetencer og erfaringer, der kan bruges i den nye sammenhæng, frem for at forvente, at arbejdsgiveren selv ser forbindelsen.

Gør det tydeligt, at du bevidst søger mod en ny branche, og forklar, hvordan dine tidligere erfaringer kan skabe værdi dér. Har du taget et kursus eller en uddannelse for at styrke din profil i den nye retning, så fremhæv også det. Det kan være med til at understøtte din motivation og vise, at dit brancheskift er et aktivt valg.

Eksempel: Kommer du fra en branche, hvor kundeoplevelsen har været afgørende, kan du beskrive, hvordan du har arbejdet med kundernes individuelle behov – og hvordan den erfaring kan bruges til at skabe større kundeloyalitet i den nye branche.

Brug dit netværk

Og så er der netværket. Det kan være særligt værdifuldt, når du vil ind i en branche, hvor du endnu ikke har erfaring eller kontakter.

Opsøg mennesker, der arbejder i den branche, du gerne vil ind i. De kan give dig indsigt i branchen og jobfunktionerne, hjælpe dig med at forstå, hvilke kompetencer der efterspørges, og måske sætte dig i kontakt med andre relevante personer.

Kurser og uddannelser kan også give dig et fagligt netværk uden for din egen arbejdsplads. Den sparring og inspiration, du får fra andre deltagere, kan være mindst lige så værdifuld som selve undervisningen – og samtidig give dig nye kontakter og indblik i andre brancher.

Bygningskonstruktør blandt containere

Test dig selv: Hvilken type leder er du?

Hvad er din største styrke? Og hvor kan du udvikle dig? Vil du lede andre, står du stærkere, når du kender dig selv. Tag testen, og find din unikke lederprofil.