Mit Lederne

Pressemeddelelser

Lederne ser frem til trepartsforhandlinger om sexchikane

Det er fornuftigt af den nye ligestillingsminister at indlede trepartsforhandlinger om sexchikane, og Lederne ser frem til at deltage konstruktivt i arbejdet. Det slår administrerende direktør Bodil Nordestgaard Ismiris fast.

25. november 2020

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard har i dag meldt ud, at han vil invitere arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger, der skal sikre bedre forebyggelse og håndtering af sexchikane på det danske arbejdsmarked. Og den melding tager Ledernes administrerende direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris, meget positivt imod.

- Det er fornuftigt af den nye ligestillingsminister at indlede trepartsforhandlinger med de vigtigste aktører på arbejdsmarkedet, som kan sikre en systematisk og vedholdende indsats mod sexchikane. Og Lederne ser frem til at deltage konstruktivt i forhandlingerne, hvilket vi allerede har meddelt ministeren. Vi gør allerede som organisation en stor indsats for at klæde de danske ledere bedst muligt på til at forebygge og håndtere sexchikane, og vi vil meget gerne bidrage endnu mere til en koordineret indsats på hele arbejdsmarkedet, siger, Bodil Nordestgaard Ismiris.

Ledernes mere end 110.000 medlemmer på de danske arbejdspladser spiller en nøglerolle i forhold til at forebygge og håndtere sexchikane, og derfor gør Lederne som organisation også meget for at klæde medlemmerne på. Vi har blandt andet givet alle medlemmer adgang til konkrete råd og værktøjer, og efter nytår lancerer vi gratis online-kurser til alle ledere med hjælp til, hvordan de bedst kan forebygge og håndtere sexchikane.

Samtidig har Lederne lanceret et løfte om nultolerance over for sexchikane, som mere end 4.000 skrev under på i løbet af en uge sidst i september.

Kontaktoplysninger ved pressehenvendelser

Søren Kudahl

sku
Pressechef
Mobil: 2338 4211
E-mail: sku@lho.dk