Lederne opruster med nye direktører
Lederne skal stå endnu stærkere som det naturlige valg som faglig organisation for alle ledere, og derfor oprustes der nu med tre nye direktører med ansvar for henholdsvis digitalisering, ledelse og kommercielle forhold.
01. september 2020

Tre nye direktører skal være med til at styrke Ledernes rolle som den førende organisation for ledere i Danmark. Camilla Engelshardt er ny direktør for ledelse, Jacob Spangenberg ny kommerciel direktør, og Thomas Kerdil bliver direktør med ansvar for digitalisering. De er alle tre tiltrådt deres nye stillinger.
Bodil Nordestgaard Ismiris, som selv avancerede til posten som administrerende direktør den 1. juni, glæder sig over de tre markante tilgange til et i forvejen stærkt hold i Lederne, der i dag har over 110.000 medlemmer.
- Jeg ser utrolig meget frem til samarbejdet med Camilla, Jacob og Thomas, som styrker Lederne med stærke kompetencer, så vi er gearet til at eksekvere på vores 2025-strategi. Vi er i dag markedsførende på at levere både juridisk og økonomisk tryghed til danske ledere. Den position skal fastholdes, samtidig med at vi udbygger vores medlemstilbud med ledelsesprodukter, der kan styrke vores vækstkurve og ambitionen om at bidrage til, at vi i Danmark praktiserer bæredygtig ledelse, siger Bodil Nordestgaard Ismiris.