Hver anden leder arbejder i sommerferien

Sommerferien står for døren, men for hver anden leder betyder det forestående ophold på stranden, havet eller i sommerhuset ikke total fri fra arbejdet. Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne løser 50 procent af lederne nemlig ”ofte” eller ”af og til” arbejdsopgaver i sommerferien. Der er tale om en lille stigning siden 2012, hvor andelen af ledere, som kastede sig over arbejdsrelaterede opgaver i sommerferien, var 48 procent.

26. juni 2013

Mens hver anden leder blandt de 1.467 adspurgte er klar til at gribe sin smartphone, når det skønnes nødvendigt, i sommerferien, erklærer 37 procent af de adspurgte, at de ”sjældent” arbejder i ferieperioden. Kun hver ottende, 13 procent, kombinerer ”aldrig” sommerferie med arbejdsopgaver.

Udbredelsen af smartphones og tablets har gjort, at det er både nemt og hurtigt at være online

Flemming Andersen, ledelsesrådgiver hos Lederne

At mange ledere arbejder i sommerferien, hænger ifølge ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen sammen med, at dét at være leder for de fleste er en livsstil.

- Det indebærer flydende grænser mellem arbejds- og privatliv og mulighed for selv at bestemme, hvornår man er ”on” eller ”off”. Derfor betragter mange ledere det som helt ok at være ”på” engang imellem, selv om de ligger på stranden på Mallorca eller sidder i en liggestol i Skagen. Kunsten for lederne er at koble helt af i ferien i perioder. Det er derfor vigtigt, at lederne afstemmer forventninger med arbejdspladsen om, hvornår de er ”on” og ”off” i ferieperioden, siger Flemming Andersen.

Han mener, at der er tale om en naturlig udvikling, som er kommet for at blive.

- Udbredelsen af smartphones og tablets har gjort, at det er både nemt og hurtigt at være online for eksempelvis at tjekke sin mail. Mange opgaver kan klares på ganske kort tid, hvorefter lederen igen kan vælge at være”off”, understreger Flemming Andersen.

Undersøgelsen viser, at arbejde i sommerferien først og fremmest handler om at besvare arbejdsrelaterede e-mails og sms´er. Kun fire procent af lederne taler dagligt i telefon med arbejdspladsen.

Mens lederne selv i høj grad løser arbejdsopgaver i sommerferien, kan de fleste medarbejdere roligt glemme alt om arbejde i ferieperioden. Færre end hver sjette af de adspurgte ledere, 16 procent, forventer således, at medarbejderne er til rådighed for arbejdsrelaterede opkald, mails og sms´er i ferien.

Undersøgelsen fra Lederne er baseret på svar fra 1.467 ledere. 85 procent af respondenterne er ledere på virksomheder i den private sektor.

Om Flemming Andersen

Flemming AndersenFlemming Andersen er ledelsesrådgiver i Team Ledelse. Han har i mere end 20 år arbejdet med HR.

Flemming Andersen er uddannet Cand. Merc. fra Handelshøjskolen i København.

Kontaktoplysninger

Flemming Andersen
Ledelsesrådgiver
Telefon 3283 3342
E-mail fla@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Telefon 3283 3483
E-mail mmo@lederne.dk