Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Trivsel på dagsordenen når leder og medarbejder holder møde

09. oktober 2017

Trivsel er blevet et fast punkt på dagsordenen, når lederne på de danske virksomheder holder MUS- og én til én-samtaler med medarbejderne. Også når der er afdelingsmøder, er trivsel ofte på agendaen. Det viser en ny undersøgelse fra Lederne baseret på svar fra 1.018 ledere.

Ifølge undersøgelsen, som er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, er trivsel et fast element i MUS- eller én til én-samtaler på 79 procent af virksomhederne. Men ikke kun, når lederen og medarbejderen er i enerum, bliver der talt om trivsel. På to ud af fem virksomheder, 39 procent, er trivsel således nu et fast element, når der ringes ind til afdelings- eller tavlemøder.

Trivsel dækker over mange begreber, og det er vigtigt at huske, at trivsel ikke kun handler om følelser

Chefkonsulent i Ledernes arbejdsmiljøteam Signe Tønnesen Bergmann

Chefkonsulent i Ledernes arbejdsmiljøteam Signe Tønnesen Bergmann glæder sig over, at trivsel ikke kun er noget, man gerne vil have, men også et konkret emne på møder i både mindre og større fora.

- Trivsel dækker over mange begreber, og det er vigtigt at huske, at trivsel ikke kun handler om følelser. Det handler i høj grad også om, hvordan medarbejderne trives med deres arbejdsopgaver og hvordan relationen er til kolleger og leder. Og så spiller trivslen på hjemmefronten også ind i forhold til medarbejdernes performance på jobbet. Er en medarbejder for eksempel ved at blive skilt, kan det i en periode have stor betydning for trivslen og løsningen af opgaver på jobbet – og her er det essentielt med dialog mellem dialog og medarbejder, siger Signe Tønnesen Bergmann.

LÆS OGSÅ: Kolleger gør en forskel for trivsel på jobbet

Indsatsen er blevet systematiseret

Hun mener, at der blandt ledere er en stadig større accept af og forståelse for, at trivsel er en væsentlig del af lederjobbet. Hvis lederen ikke har fokus på sine medarbejderes trivsel, er der blandt andet risiko for, at det først for sent bliver opdaget, at en medarbejder er ved at bukke under for arbejdspresset.

LÆS OGSÅ: Ledere skal bruge mere tid på at forstå problemerne

- Ikke alle ledere taler løbende om trivsel med alle medarbejderne. Netop derfor er det sund fornuft, når virksomhederne systematiserer indsatsen og melder klart ud over for både ledere og medarbejdere, at trivsel skal på dagsordenen både i MUS- og én til én-samtaler, men også på afdelingsmøder og i sammenhænge, hvor hele teamet eller afdelingen er samlet, siger Signe Tønnesen Bergmann.

Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres senere på efteråret.

TrivselsSparring

trivselssparring