Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Sådan holder du dit nytårsforsæt

28. november 2017

Har du intentioner om at styrke dit lederskab i 2018? Ønsker du at blive bedre til at kommunikere, sige til og fra eller få en bedre relation til dine chef eller dine medarbejdere? Drømmer du om mere tid til familien eller til dig selv? Eller vil du realisere et helt nyt projekt i 2018?

Nytår

Nytåret er lige om hjørnet og dermed et godt afsæt for at få formuleret dine nytårsforsætter. Måske er du god til at holde dine nytårsforsæt eller måske har du ligesom mange andre erfaring for, at dine nytårsforsæt kommer til at smuldre lidt for hurtigt. Pludselig rammer hverdagen med fuld kraft, og viljestyrken kommer på overarbejde.

Uanset hvad, så giv dig selv mulighed for at stoppe op nu og ikke ”fem minutter i tolv”, så du i god tid kan reflektere over, hvad du gerne vil opnå eller forandre arbejdsmæssigt og privat. Og har du brug for inspiration til at komme godt i mål, så er her fem gode råd til at sætte nye mål for året der kommer og til, hvordan du holder fast i dem.

 

  1. Hold fokus og find din ”hen imod” motivation
    Tænk over, hvad der vil være meningsfulde mål at sætte for dig selv i det nye år. Hvis listen er lang, er det vigtigt, at du snævrer feltet ind og fokuserer. Alt for mange nytårsforsæt betyder mangel på fokus og en stor risiko for ikke at nå nogen af dem. Sæt hellere ét eller højst to mål og hold fokus.

    Læg mærke til, om dine tanker er fokuseret på, hvad du ikke vil, og hvad du vil væk fra frem for, hvad du gerne vil hen imod, og hvad du gerne vil opnå. Der er bundet energi i den negative væk fra-følelse, men den er kortvarig i forhold til den positive energi og motivation, der ligger i at arbejde hen imod noget. Den positive forandring er din benzin undervejs. Derfor er det vigtigt at fokusere på, hvad du gerne vil.
      
  2. Sæt et positivt mål, som er konkret, ambitiøst og realistisk
    Vær nysgerrig på dig selv, når du formulerer dit nytårsforsæt. Spørg dig selv: Hvad er det specifikt, jeg gerne vil opnå? Hvad vil det konkret give mig? Hvad er det for et behov, jeg får dækket? Hvilken positiv indflydelse vil det have på mig og mine omgivelser? Sørg for, at dit mål bliver konkret, men også ambitiøst så det afspejler den forskel, du gerne vil gøre. Og gør dit nytårsforsæt realistisk, så der er stor sandsynlighed for, at du får en succesoplevelse. Fornemmelsen af at komme i mål giver selvtillid og selvværd og troen på, at du kan lykkes. Dine små succeser undervejs er vigtige og afgørende for din motivation videre. Det hjælper ikke at sætte mål, som du på forhånd ved, er umulige at nå. Glem det. 
      
  3. Find din ”første trædesten” og beløn dig selv undervejs
    Bryd dit mål ned i mindre delmål og helt ned på konkrete tiltag, som du kan få ind i hverdagen på en nem måde. Når du bryder målet ned, hjælper det dig til at få dit nytårsforsæt til at gå fra tanke til handling. Spørg dig selv: Hvad er det første, bedste skridt jeg skal tage for at holde mit nytårsforsæt? Hvornår vil jeg gøre det? Dine delmål giver dig også mulighed for at evaluere og endnu vigtigere – at blive bevidst om det, der lykkes. Giv dig selv lov til at nyde den gode fornemmelse og fejre dine små succeser undervejs. Det giver energi og fornyet motivation med en lille belønning.
      
  4. Kom ”de små bump” på vejen i forkøbet
    Du ved sikkert allerede, hvor du vil møde udfordringer. Brug din selvindsigt til at komme dem i forkøbet. Overvej på forhånd: Hvad gør jeg, hvis min motivation bliver svækket? Hvilke situationer kan jeg forestille mig vil blive kritiske for, at jeg nå mit mål og hvad vil jeg så love mig selv at gøre? Hvor plejer jeg at falde i? Jo bedre, du er forberedt på, hvordan du vil møde udfordringer undervejs, jo lettere vil det være at håndtere dem, når/hvis de opstår.
       
  5. Sig dit nytårsforsæt højt og få støtte undervejs
    Fortæl om dine intentioner til personer tæt på dig. Vigtigst er, at de er ”gode hjælpere” og kan støtte og motivere dig undervejs – også når din viljestyrke bliver udfordret, eller du er presset i hverdagen, for det er her, det er nemt at falde tilbage i de gamle mønstre og vaner. Fordelen ved at sige dit nytårsforsæt højt er, at du forpligter dig ”offentligt” og hvem ved – måske får du også inspireret andre. Positive intentioner smitter.
     

Godt Nytår!

Om Trine Dilèng

Trine Dilèng er ledelsesrådgiver i Lederne og har mange års ledererfaring. Herudover er hun internationalt certificeret coach og uddannet konfliktrådgiver.

Sammen med de øvrige rådgivere giver Trine Dilèng sparring til medlemmerne i Lederne om deres ledelsesudfordringer.

TrivselsSparring

trivselssparring
Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback