Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Medarbejderens sorg skal respekteres

22. november 2017

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Men omverden vil ofte være mere tolerant, hvis de ved, hvad der er galt.

Sidste uges dilemma på business.dk handlede om teamlederen Karsten, hvis medarbejder Karen er i dyb sorg efter, at hendes tvillingebror har begået selvmord. Karen har bedt Karsten om ikke at fortælle kollegaerne om det. Kollegaerne er dog begyndt at beklage sig over Karens manglende performance.

Ifølge ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen skal man altid respektere medarbejderes ønske om fortrolighed.

Er man lammet af sorg, kan det desuden være svært at fokusere, være proaktiv og prioritere i sine opgaver

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen

- Men når det begynder at gå ud over teamet som helhed, må Karsten reagere. Han er naturligvis leder for de enkelte individer i teamet, herunder Karen, men hensynet til helheden må altid veje tungest. Det er som sådan en dårlig idé selv at fortælle det til kollegaerne. Det er bedre at prøve at opfordre Karen til at dele det med dem. Hvis kollegaerne ved, at hun er i sorg, vil de med stor sandsynlig være langt mere forstående og tolerante i forhold til hendes vigende indsats. De vil nok ovenikøbet forsøge at hjælpe hende efter bedste evne, siger Helle Bruun Madsen.

LÆS OGSÅ: Tillid er i højsædet på virksomheder med lavt stressniveau

Dermed vælger hun løsning nummer tre og opfordrer samtidig Karsten til at stille sig til rådighed for Karen.

- Han skal spørge ind til, hvordan han kan hjælpe. Måske vil hun foretrække, at det er ham, der fortæller kollegaerne om broderens selvmord. Er man lammet af sorg, kan det desuden være svært at fokusere, være proaktiv og prioritere i sine opgaver, og her kan Karsten også være en hjælp, siger Helle Bruun Madsen.

LÆS OGSÅ: Trivsel på dagsordenen når leder og medarbejder holder møde

Hvis Karen stadig ikke ønsker at fortælle kollegaerne i detaljer om sin situation, kan Karsten foreslå, at hun fortæller om det indirekte.

-  Hvis hun ikke har lyst til at gå i detaljer, kan hun nøjes med at sige til kollegaerne, at hun har det svært for tiden og godt ved, at hendes indsats ikke er, som den plejer, men at hun har brug for deres forståelse, siger Helle Bruun Madsen.

Sidste uges opfølgningsartikel