Lyt og lær - men bevar din integritet

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA I BERLINGSKE OG PÅ B.DK: I sidste uge handlede dilemmaet på business.dk om mellemlederen Thomas, der er nyansat i virksomheden. Han føler ikke, at han får mulighed for at udfolde sine ledertalenter, da den dominerende direktør Frank, blander sig i alle beslutninger.

05. december 2018

Thomas kan ikke regne med opbakning fra sin afdelingschef Henrik, da Henrik ikke tør blande sig i direktøren Frank’s handlinger.  Thomas er derfor frustreret over, at han ikke får ledelsesrum til at træffe beslutninger, inden for hans område. 

Det er en svær balancegang mellem egne idealer og virksomhedens ledelsesidentitet.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

Han er også bange for, hvilket signal det vil sende til andre virksomheder, hvis han allerede kort efter sin tiltrædelse siger op.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen mener, at det er vigtigt som ny leder at gå til jobbet med nysgerrighed og forsøge at lære, hvordan virksomheden fungerer, og hvordan de erfarne ledere gebærder sig. Han mener dog også, at man som leder skal holde fast i sin integritet:

- Det er vigtigt, at Thomas går til sin nærmeste leder og får sat rammerne for hans eget råderum som leder. Det er vigtigt for alle ledere, særligt nye ledere, siger Flemming Andersen

LÆS OGSÅ: Gear ned i julen

Flemming Andersen peger på løsning 3.

- Som ny leder skal man lære og suge til sig. Det gælder om for Thomas, via sine kompetencer og sin evne til at træffe beslutninger, at få vist direktøren, at han fortjener mere råderum, siger han og tilføjer, at Thomas trods det skal sætte en deadline for sig selv:

- Hvis direktøren er uforbederlig, så skal Thomas finde sig et andet sted at arbejde, for som leder skal man ikke gå på kompromis med sine egne ledelsesidealer og integritet. Hvis han begynder at komme i konflikt med dem, risikerer han at tillære sig dårlige ledelsesmæssige holdninger og vaner, som kan være svære at slippe af med. Det er en svær balancegang mellem egne idealer og virksomhedens ledelsesidentitet.

LØSNINGSFORSLAG:

  1. Thomas konfronterer direktøren og siger, at han ønsker mere selvbestemmelse inden for sit felt.
  2. Thomas går til afdelingschefen og forsøger at overbevise ham om, at de sammen skal gå til direktøren og få udredt problemerne.
  3. Thomas lever med direktørens indblanding og forsøger at få det bedste ud af sit nye job.

Sidste uges opfølgningsartikel