Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledere har central rolle i forebyggelse af stress

Ledere har mandat til at lave ændringer på arbejdspladsen – derfor er de afgørende for forebyggelse af stress. Det mener Pernille Rasmussen, der er erhvervspsykolog og arbejder med individuel og organisatorisk stresshåndtering, skriver det elektroniske tidsskrift Ledelse i Dag.

Pernille Rasmussen deltager sammen med 21 andre forskere, rådgivere og praktikere i Ledernes nye tænketank om stress. I Ledelse i Dag fortæller tre af tanketankens deltagere om deres syn på ledelse, stress og organisatorisk forebyggelse.

Forebyggelse handler om, at man forsøger at ændre stresskilderne i organisationen.

Erhvervspsykolog Pernille Rasmussen

For at klæde ledere bedst muligt på til forebyggelse af stress, skal de have baggrundsviden om stress, lære de tidlige signaler at kende og udstyres med konkrete redskaber og værkstøjer. Men det handler også om at lede opad, understreger Pernille Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Dårlig ledelse er ikke altid lig med stress

- Forebyggelse handler om, at man forsøger at ændre stresskilderne i organisationen. Ledere skal blive bedre til at sige fra opad og bede om flere ressourcer. Ellers finder ledelseslaget ovenover jo aldrig ud af, at der er et stressproblem i organisationen, siger Pernille Rasmussen.

Sygenærvær, altså det at medarbejdere går på arbejde med stresssymptomer, koster mere end selve det stressrelaterede sygefravær.

Psykolog og forsker i stress Malene Friis Andersen

Malene Friis Andersen, som er psykolog og forsker i stress, forklarer, at der er ganske mange penge at spare ved at blive klogere på forebyggelse. Stresssygemeldinger koster anslået det danske samfund 16 milliarder kroner om året. Men stress koster, ifølge Malene Friis Andersen, arbejdsgiverne endnu flere penge allerede før sygemeldingerne:

- Sygenærvær, altså det at medarbejdere går på arbejde med stresssymptomer, koster mere end selve det stressrelaterede sygefravær. Nedsat koncentration, hukommelse, evne til at samarbejde og prioritere reducerer arbejdsevnen og produktiviteten med helt op til 20 til 25 procent.

LÆS OGSÅ: Ledighed giver ledere stress

Et bud på, hvordan organisationer og ledere kan gribe forebyggelsen an, kommer fra Nina Tange, der er leder af Master of Positive Psychology på Aarhus Universitet. Nina Tange anbefaler ledere at fokusere på det, der fungerer godt frem for det, der fungerer dårligt.

- Ledere kan for eksempel lære teams at spotte og italesætte, hvornår de fungerer bedst sammen. Hvornår man supplerer hinanden bedst, hvornår man er mest motiverede sammen, og hvordan man bedst skaber fælles energi, siger Nina Tange.