Lær mere om trivsel og ledelse

Som medlem af Lederne kan du fra efteråret 2019 deltage i et arbejdsmiljøkursus udbudt af Lederne og DA. Det er aftalt mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Ledernes Hovedorganisation, at virksomheder skal tilbyde deres ledere dette kursus. Kurset, med titlen Trivsel og ledelse, er et resultat af en ny aftale mellem Lederne og DA.

28. februar 2019

På kurset vil du få værktøjer til at udvikle og fastholde trivsel og et godt psykisk arbejdsmiljø med udgangspunkt i konkrete situationer fra hverdagen som leder. Du får både viden, redskaber og mulighed for at sparre med andre ledere om udfordringer, dilemmaer og løsninger.

”Lederne og DA er enige om, at det er vigtigt, at ledere er klædt på til at udvikle og fastholde et godt psykisk arbejdsmiljø.  Det er ikke blot vigtigt for de enkelte medarbejdere, men også for lederne og virksomhederne. Flere undersøgelser viser en tæt sammenhæng mellem virksomhedernes produktivitet og indtjening og et godt psykisk arbejdsmiljø,” siger Henrik Bach Mortensen, direktør hos Lederne.

Kurset er et supplement til den allerede brede palet af ledelseskurser, der udbydes i både privat og offentligt regi. Lederne og DA, som udbyder kurset, har mange års erfaring med at afvikle kurser om ledelse og arbejdsmiljø. Denne erfaring er koncentreret i kursusmaterialet, der rummer mange hverdagseksempler og inddrager både dine udfordringer og behov.

Læs mere om kurset her

Udgangspunkt i din daglige ledelse

På kurset tager vi udgangspunkt i din daglige ledelsesopgave og klæder dig godt på til at forstå din rolle, dit ansvar og dine handlemuligheder, når det drejer sig om dine medarbejderes og din afdelings trivsel.