Flere med faglært baggrund tager lederuddannelse

11. april 2018

Både Den Grundlæggende Lederuddannelse og Akademiuddannelsen i Ledelse har oplevet stigninger i deltagertallet i 2017. Det viser nye tal.

Netop disse to lederuddannelser har som oftest deltagelse af nyudnævnte ledere med en faglært baggrund, og stigningen er ifølge Ledernes uddannelseschef Thomas Christensen en understregning af, at man med en erhvervsuddannelse i bagagen har gode muligheder for senere i arbejdslivet at blive leder.

 

På Den Grundlæggende Lederuddannelse steg aktiviteten ifølge nye tal fra Undervisningsministeriet med 6 procent opgjort i de første tre kvartaler af 2017 sammenlignet med samme periode i 2016. På Akademiuddannelsen i Ledelse var stigningen i 2017 på 6,6 procent sammenholdt med året før. Det viser en opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I den private sektor har én ud af fire ledere en erhvervsuddannelse med sig i bagagen. Der er mange i denne gruppe af ledere, som tager en lederuddannelse i løbet af de første år som leder, og udviklingen i aktiviteten på lederuddannelserne viser en klar stigning på især Den Grundlæggende Lederuddannelse og Akademiuddannelsen i Ledelse.

 

Det er glædeligt, at ledere med en erhvervsuddannelsesbaggrund i stigende grad tager kompetencegivende lederuddannelser, fastslår Ledernes uddannelseschef.

 

- Det er både med til at styrke deres lederkompetencer her og nu, men også vigtigt for deres videre karriere som leder i erhvervslivet. Denne gruppe af ledere er bestemt vigtige rollemodeller for de unge, der netop nu og i den kommende tid står med valget af ungdomsuddannelse. Erhvervsuddannelser fører til gode håndværksuddannelser, men absolut også til karrieremuligheder som leder og/eller mulighed for at tage en videregående uddannelse, f.eks. en erhvervsakademiuddannelse, siger Thomas Christensen.