Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Arbejdspresset stiger op til lederes ferie

03. juli 2017

Inden længe er det ferietid for mange af lederne på de danske virksomheder, men før de kan trække stikket, gennemgår godt to ud af tre ledere en periode, hvor de må løbe ekstra stærkt for at kunne følge med.

En ny undersøgelse fra Lederne med svar fra 2.120 ledere viser, at 63 procent af lederne arbejder mere end normalt i perioden op til deres sommerferie. Blandt dem, der arbejder mere, svarer 73 procent, at arbejdspresset stiger 1-2 uger, før sommerferien begynder. For 13 procent er perioden med ekstra travlhed helt oppe på fire uger.

- De fleste ledere oplever med jævne mellemrum perioder med spidsbelastning, og der er i udgangspunktet ikke noget galt med at bruge et par timer mere på arbejde op til ferien. Men mange ledere får alt for travlt til sidst, og de ender med at stresse ud af døren, når de får ferie. Det er hverken de, virksomheden eller deres familier tjent med, siger ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen.

LÆS OGSÅ: Over halvdelen af lederne arbejder i sommerferien

Flemming Andersen mener, at det er vigtigt, at ledere i højere grad planlægger perioden op til ferien.

- Ferier kommer sjældent som en overraskelse, så der er mulighed for at planlægge tiden op til ferien. Man skal sørge for at skabe luft i sin kalender, så man har god tid at afslutte og overlevere opgaverne, påpeger Flemming Andersen. 

Fremfor at forsøge at afslutte alle opgaver inden ferien, skal ledere i højere grad vurdere, om det er nødvendigt, at alle opgaver bliver løst inden ferien

Ledelesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

Hver tredje arbejder mindst 16 timer ekstra
Ifølge undersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, er der for manges vedkommende tale om en markant stigning i antallet af arbejdstimer op til ferien. Blandt de ledere, der arbejder mere op til sommerferien, arbejder 35 procent mindst 16 timer mere. 

De mange ekstra timer kan ifølge ledelsesrådgiveren være et tegn på, at lederen skal blive bedre til at uddelegere opgaver til andre.

LÆS OGSÅ: Hver anden leder holder ikke al sin ferie

- Ledere skal huske på, at det ikke er alle, der går på sommerferie på samme tid. Fremfor at forsøge at afslutte alle opgaver inden ferien, skal ledere i højere grad vurdere, om det er nødvendigt, at alle opgaver bliver løst inden ferien og i givet fald, om de kan uddelegeres til de medarbejdere, der stadig er på arbejde. Det tager tid at uddelegere, men det er ingenting sammenlignet med tiden, man bruger på at nå alle bunkerne igennem, hvis man insisterer på at gøre alt selv, fastslår Flemming Andersen.

Undersøgelsen om lederes ferie offentliggøres i sin helhed i august.