Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Årets Ledelsesbog 2017 er fundet

08. januar 2018

ledelsesbog_2017

 

For  tredje gang har Lederne kåret Årets Ledelsesbog. Vinderen er fundet blandt fem nominerede bøger, og titlen som Årets Ledelsesbog 2017 går til bogen ”dreams & details” fra november 2017, som er et gennemarbejdet bud på en ledelsesmodel, der kan være med til at fremme god ledelse.

Forfatterne bag Årets Ledelsesbog 2017 er bestyrelsesformand i A.P. Møller - Mærsk A/S Jim Hagemann Snabe og sportsdirektør og headcoach for herrelandsholdet i Volleyball Danmark Mikael Trolle. De to forfattere har samlet deres erfaringer fra henholdsvis erhvervslivet og sportens verden i ledelsesmodellen ”dreams & details”.

Vores drøm var at skrive en bog, som kunne inspirere andre, og give dem mod til et nyt lederskab

Jim Hagemann Snabe og Mikael Trolle

Udgangspunktet for bogen er den stigende digitalisering, som påvirker både ledere og virksomheder. Digitaliseringen skaber vækst, udvikling og forandringer med eksponentiel hastighed, og det stiller store krav til virksomhederne og de ledere, der skal navigere i markedet. Ledere skal evne at løfte de rette opgaver, tiltrække de rette kompetencer og skifte retning i rette tid – et såkaldt sæsonskifte.

LÆS OGSÅ: Fem nominerede til Årets ledelsesbog 2017

”Dreams & details”-modellen er en tilgang til ledelse, der sætter den menneskelige præstation i centrum. Filosofien bag er, at resultaterne nok skal følge, hvis præstationerne er gode, og drømmen er både ambitiøs og realistisk.

- Vores drøm var at skrive en bog, som kunne inspirere andre, og give dem mod til et nyt lederskab. Samtidig ville vi nå frem til de afgørende detaljer, der skaber høje præstationer og får ambitiøse drømme til at blive virkelighed. For os har det været en fantastisk rejse i refleksioner over, hvornår ledelse har virket bedst for os, siger Jim Hagemann Snabe og Mikael Trolle.

 LÆS OGSÅ: Teknologi kan være en skøn tjener men en farlig herre

Forfatterne giver i bogen talrige eksempler fra virksomheder verden over, som både har haft succes med at skifte sæson i tide og det modsatte. Virksomheder er vidt forskellige og fra vidt forskellige brancher. Netop dét er bogens styrke, pointerer Jesper Dalgaard Pøhler, der har været med til at kåre Årets Ledelsesbog i samarbejde med Ledelse i Dags redaktionskomité.

- ”Dreams & details”-modellen er ikke bare en smart model opfundet til lejligheden. Det er en gennemarbejdet model, der samler værdifulde erfaringer fra erhvervslivet og sammensætter dem på en måde, så topledere har noget konkret at styre efter, siger Jesper Dalgaard Pøhler.

Stolte vindere

Forfatterne selv er glade for, at der med kåringen bliver sat fokus på lederens rolle i forhold til at frisætte det menneskelige potentiale.

- Vi er meget stolte af, at ”dreams & details” har vundet prisen som Årets Ledelsesbog. Når “dreams & details" virker både i virksomhedernes, sportens og i kunstens verden, skyldes det, at ledelsesmodellen er baseret på at frisætte det menneskelige potentiale til at agere optimalt i uforudsigelige omgivelser. I en tid med store forandringer, bliver lederskabet, der udvikler mennesker, afgørende for evnen til at genopfinde virksomheden og sig selv. Derfor også et stort tak til Lederne for deres fokus på lederskab, udtaler Jim Hagemann Snabe og Mikael Trolle.

Sidste år vandt bogen ”Stop Stress” af Marie Kingston og Malene Friis Andersen. ”Stop stress” er på vej i 4. oplag og har solgt ligeså meget i 2017 som i 2016, da den udkom. Bogen er desuden blevet solgt til både Japan og Rusland.

De fem nominerede til Årets Ledelsesbog 2017

Medlemsrabat på Årets Ledelsesbog 2016 og 2017

I anledning af kåringen af Årets Ledelsesbog tilbyder Lederne medlemsrabat på Årets Ledelsesbog 2016 og 2017.

Årets Ledelsesbog 2016: ”Stop Stress”

  1. Klik på linket http://klim.dk/bog/stop_stress.htm

  2. Læg det antal bøger, du ønsker, i indkøbskurven. Gå til kassen og brug rabatkoden 'Lederne'.

  3. Efter 2-3 hverdage modtager du din bog, heri er vedlagt et girokort til betaling.

  4. Normalpris på bogen er 299,- kr., men ved at bestille bogen via Ledernes særaftale, får du den med 35 % rabat, dvs. 230,- kr. inklusiv forsendelse. Tilbuddet gælder frem til den 4. marts 2018.

Årets Ledelsesbog 2017: “dreams & details"

Send en mail til business@gyldendal.dk

Normalpris på bogen er 300,- kr., men ved at bestille bogen via Ledernes særaftale får du den til 240,- kr. inkl. moms og porto.

Interviews med udvalgte oplægsholdere fra Ledelsens Dag 2017

Jim Hagemann Snabe, bestyrelsesformand i A.P. Møller-Mærsk

"Vi skal som ledere kunne udfolde det menneskelige potentiale meget mere i en verden, hvor robotteknologi kan overtage mange jobs, så skal vi skabe nye kreative muligheder for mennesker at udfolde sig i. Det er en ledelsesopgave frem for alt. Den store forskel i en digital verden er, at tingene udvikler sig meget hurtigere. Og at spillereglerne ikke nødvendigvis er fastsatte. Der er brug for et lederskab, som tillader eksperimenter".