Pølser, pension, jubilæer og ny ferielov

Midt i årets lønsamtaler og med sommeren lige om hjørnet kommer her lidt nyheder.

21. maj 2019

Pølser
Det handler egentlig ikke om pølser, men tirsdag den 21. maj giver vi pølser og en vand, hvis du er på Sletvej . Brug frokosten sammen med os fra LTD, og mød også PFA Pension, TJM Forsikring og flere andre. Vi står klar mellem 10 og 14 ved foredragssalen. Har du en kollega, der endnu ikke kender LTD og alle de nye fordele og tilbud, må du meget gerne tage vedkommende med. Vi håber at kunne lave et tilsvarende arrangement i København.
 
Pension & forsikringer
Husk, at PFA har en kampagne frem til 30. juni 2019, hvor du kan ændre din erhvervsevnetabs- og livsforsikring uden afgivelse af helbredsoplysninger. Det kan under alle omstændigheder være en god ide med et servicetjek af pensionsordning og forsikringsdækninger. Ikke særlig spændende. Men vigtigt. Læs mere her.
 
Jubilæer
Vi har gennem mange år haft en god tradition med at markere medlemmers 25, 40 og 50-års jubilæer med en gave. Det har GDPR imidlertid sat en effektiv stopper for og fremover skal du som medlem selv skrive til foreningen, når du har jubilæum. Har du haft jubilæum fra 1. januar 2019 og frem til nu, må du meget gerne give os besked, så vi kan sende en forsinket hilsen.
 
Ny ferielov
Der er sagt og skrevet meget om den nye ferielov, der er under implementering, og der har også være en fin artikel på check-in. I bund og grund skal man ikke gøre noget selv, men man skal dog være opmærksom, hvis man i 2020 ønsker at holde 3 ugers sommerferie og fx 1 uges efterårsferie i uge 42. Det vil man nemlig ikke have ferie nok til, hvis man ikke overfører en uge til det nye ”korte ferieår”, der løber fra 1. maj til 31. august 2020. Du kan læse meget mere her.
 
Apropos ferie

Vi håber, du nyder foråret og de mange helligdage, hvor der heldigvis er nogle stykker tilbage endnu. Og husk, at du som LTD’er har fri med løn dagen efter Kr. Himmelfart, samt Grundlovsdag.