Sådan tager du dialogen om din senkarriere

Det er vigtigt, at du taler med din chef om ønskerne for den sene del af din karriere. For en god dialog kan have stor betydning for din senkarriere. Her får du ledelsesrådgiverens bedste råd til, hvordan du griber samtalen an.

Som leder er du vant til at træffe beslutninger, det skal du også gøre, når det kommer til din senkarriere. Det har stor betydning, at du selv er med til at bestemme, hvordan den sidste del af dit arbejdsliv, skal se ud. Du vil ofte opleve en større glæde for dit arbejde – og måske få lyst til at blive længere end først planlagt.

Mand og kvinde snakker og smiler

Vær afklaret om dine ønsker

Inden du taler med din chef, skal du være godt forberedt. Vær afklaret om, hvordan du kan tænke dig, at din senkarriere skal se ud. Har du fx ønsker om større fleksibilitet, nedsat tid, andre arbejdsopgaver eller videreuddannelse? Hvad skal der til for at du fortsat trives og motiveres i din arbejdsdag?

Har din arbejdsplads en HR-afdeling, som du har tillid til, kan du tage en uformel snak med dem, inden du tager dialogen med din chef. Her kan du spørge ind til, hvad virksomhedens politik er og vende dine overvejelser om din senkarriere. På den måde sikrer du, at dine ønsker og planer stemmer overens med virksomhedens politik.

Planlæg din senkarriere

Tag samtalen i god tid
Nogle begynder at tænke over senkarrieren allerede i starten af 50erne, for andre ligger tanken om at stoppe med at arbejde meget fjernt selv i en alder af 65 år. Derfor er der heller ikke aldersmæssigt et rigtigt tidspunkt at tage samtalen på. Det afhænger meget af, hvor du er i din tankeproces.

Ikke desto mindre er det en god ide at tage samtalen med din chef i så god tid som muligt. Når I tager samtalen i god tid, er der også bedre muligheder for, at I kan nå at tilpasse din situation og ønsker i tide.

Har du løbende 1:1 møder med din chef, kan du nævne, at du gerne vil have en samtale om din senkarriere. Du kan også tage dialogen i forbindelse med MUS eller selv indkalde til samtalen.

Hvordan tager jeg samtalen?
Samtalen om din senkarriere er vigtig, men den kan være svær at tage hul på. Nogle kan være nervøse for, at der er en risiko forbundet med samtalen – at den bliver set som et svaghedstegn og frygte at blive fyret eller ryge ved nedskæringer. Men det er sjældent, at det er det, din leder tænker.

Faktisk kan det også være en svær samtale for din chef, der måske er bange for at fornærme dig ved at tale om alder eller miste dig på arbejdspladsen for tidligt.

En god dialog med din chef vil ofte være med til at skabe større trivsel og motivation i den sidste del af din karriere. Start med at fortælle, hvorfor du er glad for jobbet, at du gerne vil fortsætte med at være der, men at du har nogle ønsker for dine senkarriere.

Gør det klart for din chef, hvorfor dine ønsker er en god investering. Du kan fx lægge vægt på alt den oparbejdede viden, du har, at du kan bidrage med oplæring af medarbejdere, være mentor for nye ledere, og at dine relationer med kunder er guld værd.

Og husk så, at din chef i sidste ende ofte ønsker, at du bliver på arbejdspladsen så lang tid som muligt.

Lav en klar aftale
Lav en aftale med din chef om din senkarriere og sørg for at skrive den ned, så der ikke opstår tvivl efterfølgende. Ofte kræver det en ny kontrakt eller en tillægskontrakt. Det kan fx være, hvis I har aftalt, at du går ned i tid, får mere ferie eller skal sidde med andre opgaver.

Har du brug for sparring om din senkarriere?

Vores erfarne rådgivere står klar til at guide dig videre i din karriere. Hvis du har brug for en dybdegående samtale om din karriere, så er du velkommen til at booke en sparring.

Gode værktøjer til din karriere

Ældre kvinde i døråbning

Planlæg din senkarriere

Hvordan får du det bedste ud af den sidste del af dit arbejdsliv? Her får du ledelsesrådgiverens råd til din senkarriere.
Mand ved vandet

Skift job sent i din karriere

Det er aldrig for sent at skifte job. Med en lang karriere bag dig, har du en masse at byde på. Få rådgiverens bedste råd til et sent jobskifte.

Mand smiler og kigger op

Del dine succeshistorier

Få hjælp til, hvordan du fortæller historier, der dokumenterer dine kompetencer og de resultater, du har skabt ved brug af dem.