En uærlig anbefaling er en bjørnetjeneste

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: I sidste uges dilemma var lederen Sidsel i tvivl om, hvorvidt hun burde skrive en anbefaling til sin tidligere medarbejder Anders, som har spurgt efter en.

01. august 2018

Hun oplever Anders som en venlig og imødekommende medarbejder, hans arbejdsindsats har blot ikke været tilfredsstillende, hvorfor Sidsel har svært ved at anbefale Anders til en anden arbejdsgiver.

- Som arbejdsgiver er du ikke forpligtet til at udlevere en anbefaling, hvorfor det beror på den konkrete situation, forklarer ledelsesrådgiver hos Lederne Michael Uhrenholt.

En anbefaling bør kun være noget, du giver, hvis medarbejderen har været god til at udføre sit arbejde

Ledelsesrådgiver hos Lederne Michael Uhrenholt

- Sidsel føler måske, at hun skylder Anders en anbefaling, fordi nogle ser det som en fast procedure, når man stopper på en arbejdsplads. Men en anbefaling bør kun være noget, du giver, hvis medarbejderen har været god til at udføre sit arbejde. Hvis det ikke er tilfældet, skal medarbejderen udelad ikke have en anbefaling, fastslår Michael Uhrenholt.

Han peger derfor på løsning nummer 3, hvor Sidsel siger til Anders, at hun ikke kan give ham en anbefaling på baggrund af hans arbejdsindsats. På den måde er hun sikker på, at Anders’ ikke går derfra med et forkert billede af, hvordan han har præsteret og samtidig undgår hun at lægge navn til noget, hun ikke kan stå ved.

LÆS OGSÅ: Hedebølge på jobbet - hvad gør du?

- Hvis hun skriver en rosende anbefaling, gør hun Anders en bjørnetjeneste og han vil risikere at blive ansat på et forkert grundlag. Det vil også være fuldstændig nyttesløst, at skrive ham en anbefaling, hvor hun udelukkende lægger vægt på, at han er munter og venlig. Den ville ikke være noget værd. Så der er simpelthen ikke andet at gøre end at forklare Anders, at hun ikke kan give ham en anbefaling.

- Som et alternativ kan hun tilbyde, at han må skrive hende på som reference, hvor initiativet dermed ligger hos den kommende arbejdsgiver. Dog bør Sidsel gøre det klart for Anders, at såfremt hun bliver bedt om at udtale sig om Anders, ikke kan fremhæve andet end hans venlige væsen og imødekommenhed, siger Michael Uhrenholt.

LØSNINGSFORSLAG:

1. Sidsel skriver en anbefaling, som hun føler, at hun kan stå inde for, hvor hun forsøger at lægge vægt på Anders' gode egenskaber.

2. Sidsel skriver en rosende anbefaling og går dermed på kompromis med, hvordan hun vurderer ham som medarbejder.

3. Sidsel siger til Anders, at hun ikke kan give ham en anbefaling på baggrund af hans arbejdsindsats.

Sidste uges opfølgningsartikel