Rapportering af bæredygtighed skaber værdi

Efter i mange år at have været anset som en administrativ byrde af mange ledere, bliver rapportering af bæredygtighed nu oftere anset som noget, der skaber værdi for virksomhederne.

11. august 2022

85 pct. af de privatansatte ledere der arbejder i en virksomhed, som dokumenterer sin bæredygtighed i form af rapporter, indsamling af ESG-data eller regnskaber, ser værdi i det, viser en ny spørgeundersøgelse fra Lederne.

- I mange år har rapportering været noget, der gav ledere sved på panden, og som mest handlede om at skulle udfylde en tjekliste, enten fordi det var påkrævet for virksomheder over en vis størrelse eller fordi, man var tvunget til det af virksomhedens kunder eller investorer. Tallene fra Ledernes spørgeundersøgelse viser tydeligt, at man nu opfatter rapportering af bæredygtighed som en værdifuld øvelse, siger Anders Nolting Magelund, klimapolitisk chefkonsulent hos Lederne.

Ifølge Ledernes spørgeundersøgelse skaber rapporteringen især værdi, når det gælder virksomhedens egen interne omstilling. Men også når det gælder at tiltrække bedre lån og investeringer, har rapportering værdi. Og det gælder også for de mindre virksomheder, for hvem udarbejdelse af bæredygtighedsrapportering ellers kræver ressourcer.

For eksempel angiver 60 pct. af ledere i små virksomheder på mellem 1-49 ansatte, at bæredygtighedsrapportering skaber værdi i forhold til kunder og samarbejdspartnere, et tal der faktisk er højere end for de større virksomheder. Og kun 6 pct. af ledere i de små virksomheder ser ingen værdi i rapportering af bæredygtighed.

- Virksomhederne kan ifølge undersøgelsen bruge deres bæredygtighedsrapport som baseline til at vurdere fremgang, ligesom tal for bæredygtighed på eksempelvis klimaområdet eller vandforbrug kan hjælpe til at se, hvor man kan optimere. Men rapporten er også god at tage med ud i byen. For investorer er i stigende grad på udkig efter virksomheder, der gør det godt på bæredygtighedsfronten. Også banker tilgodeser i stigende grad de virksomheder, der gerne vil omstillingen, fordi bankerne dermed kan være med til at skabe en positiv forskel. Alt dette gør bæredygtighedsrapportering til en vigtig strategisk drivkraft for virksomhederne, lyder det fra Anders Nolting Magelund.

Ledernes tal kommer nogenlunde samtidig med, at EU er ved at vedtage et nyt omfattende direktiv for rapportering af bæredygtighed, som betyder, at mange flere virksomheder fremover skal aflægge rapport om bæredygtighed. Direktivet med navnet Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) skal efter planen implementeres fra 2023. Direktivet afløser et tidligere direktiv og vil gælde for flere virksomheder. Direktivet vil omfatte langt flere virksomheder, ligesom der vil komme anbefalinger for rapportering til mindre virksomheder også. Det vil betyde, at langt flere skal begynde arbejdet med bæredygtighedsrapportering - også kendt som de “ikke-finansielle” nøgletal.

- Det er positivt, at mange danske virksomheder allerede er i gang med rapportering, og at de kan se en klar værdi i det, når der nu er varslet øgede krav fra EU. I den bedste af alle verdener var langt flere allerede i gang. EU’s direktiv vil dog nok være med til at skabe nye normer for rapportering og på sigt få flere med på rapporteringsvognen, siger Anders Nolting Magelund.

Udarbejder din virksomhed bæredygtighedsrapportering?

Skaber bæredygtighedsrapportering værdi for din virksomhed?