Nyheder
09. maj 2019
Skal din arbejdsgiver betale udgifterne til din uddannelse? I så fald skal du blandt andet sikre dig, at du ikke skal betale noget af den tilbage, hvis du for eksempel bliver syg. Her er din tjekliste til aftaler og klausuler i forbindelse med arbejdsgiverbetalt uddannelse.
Lad os starte med det vigtigste: Når du skal indgå en aftale med din arbejdsgiver om, at du skal på arbejdsgiverbetalt uddannelse, skal der udarbejdes en skriftlig aftale. Der er ofte kun brug for skriftlige aftaler, hvis du skal på en længerevarende uddannelse som for eksempel en master.
Den skriftlige aftale skal blandt andet sikre, at du ikke ender med at skulle tilbagebetale studieafgifter, hvis du for eksempel bliver syg og ikke kan gennemføre uddannelsen. Aftalen skal omvendt også sikre, at din arbejdsplads får valuta for de penge, de har lagt i din uddannelse.
Det bør være din arbejdsgiver, der udarbejder et udkast til aftalen – og vi anbefaler, at du altid indsender et udkast af aftalen til gennemgang hos vores jurister, inden du skriver under.
Du skal blandt andet tage stilling til omkostninger og eventuel tilbagebetalingspligt - og nedenstående punkter bør som minimum indgå i aftalen.
1. Omkostninger forbundet med uddannelsen relaterer sig til, hvem der skal betale hvad i forbindelse med, at du tager uddannelsen. Som regel får du fri med løn til deltage i uddannelsen og til at gå til eksamen.
2. Tilbagebetalingspligt relaterer sig til spørgsmålet om, hvad der sker, hvis medarbejderen siger op, bliver sagt op eller uddannelsesforløbet på anden måde bliver afbrudt. Vi anbefaler, at den tilbagebetalingspligt der eventuelt kan være, kun relaterer sig til selve studieafgifterne, som er udgifter til undervisningen - og altså ikke for eksempel udgifter til undervisningsmateriale, rejser, forplejning og lignende.
OBS: Hvis virksomheden kræver vilkår om tilbagebetalingspligt, anbefaler vi, at der kun indsættes vilkår i den skriftlige aftale i tilfælde af din egen opsigelse. Hvis du som medarbejder bliver opsagt fra virksomhedens side under eller efter uddannelsens gennemførelse, bør det fremgå af aftalen, at du som medarbejder ikke er forpligtet til at tilbagebetale uddannelsesudgifterne.
Tilbagebetalingspligt under uddannelsen:
Tilbagebetalingspligt efter afsluttet uddannelse (her er typisk tale om en længerevarende uddannelse som fx en master):
3. Tilbagebetalingspligt i andre tilfælde
I bør tage stilling til andre scenarier, hvor fraværet på, eller afbrydelsen af, uddannelsen ikke kan betragtes som selvforskyldt, herunder fx sygdom (egen eller i nær familie) eller andre personlige/arbejdsmæssige forhold der gør, at du som medarbejder vælger ikke at gennemføre uddannelsen. I sådanne tilfælde bør du ikke være forpligtet til at tilbagebetale afholdte udgifter, selvom du ikke gennemfører uddannelsen.
4. Restbetaling
I bør også tage stilling til, om virksomheden fortsat betaler udgifterne til den fulde uddannelse, hvis du som medarbejder bliver opsagt og fratræder inden uddannelsen er gennemført.
Vi er eksperter i dine ansættelsesvilkår og står altid klar til at hjælpe dig med dine specifikke behov. Skriv til os og få svar inden for 24 timer på hverdage.