Lederen skal også være klima-aktivist

Det er her i den vestlige verden, vi har det primære ansvar for de klimaforandringer, hele kloden står overfor. Derfor er det også vores ansvar at handle.

25. november 2022

- Af Bodil Nordestgaard Ismiris, administrerende direktør, Lederne

For nylig kunne P1 bringe en hjerteskærende fortælling om en kvinde i Sydsudan. Her har klimaforandringer og oversvømmelser bogstaveligt talt medført, at hun står i ulykke til livet – i forurenet vand, som har inficeret hende med flodblindhed. Hun kan ikke længere se, at hendes omgivelser er forvandlet til ét stort brunligt søle. Men hun kan mærke det, fordi det har skyllet hendes og de øvrige indbyggernes livsgrundlag væk.

Men hvad har en kvinde i Sydsudan med ledere og ledelse at gøre? Alt! Eksemplet er et billede på de udfordringer, vi er tvunget til at forholde os til. Ikke i fremtiden men nu og her.

Det er her i den vestlige verden, vi har det primære ansvar for de klimaforandringer, hele kloden står overfor. Derfor er det også vores ansvar at handle.

Ledere skal finde deres indre klimaaktivist frem, hvis vi skal gøre os håb om at gå en fremtid i møde, hvor vi kan håndtere social uro, oversvømmelser, sultkatastrofer og flygtningestrømme i et omfang, vi aldrig har set før. 
Bodil Nordestgaard Ismiris

På det nyligt overståede COP27 var fokus på, hvordan de mest sårbare lande skal kompenseres for klimaskader. Verdenslederne virkede mere optaget af at kompensere for klimakrisens konsekvenser end at lave aftaler om at reducere CO2-udslippet. Og resultatet blev, som så ofte før: Et grønt tovtrækkeri på vejen mod den laveste fællesnævner.

Derfor ligger opgaven nu mere end nogensinde på virksomheder og lederes bord.

De senere år har vi heldigvis også set, at flere virksomheder har taget over og er gået i front. Det får vi brug for endnu mere af i fremtiden. Ledere skal finde deres indre klimaaktivist frem, hvis vi skal gøre os håb om at gå en fremtid i møde, hvor vi kan håndtere social uro, oversvømmelser, sultkatastrofer og flygtningestrømme i et omfang, vi aldrig har set før.

For at blive klogere på lederes rolle i klimakrisen har Lederne og forskernetværket Navigating 360 udgivet rapporten ”Fra klimakrise til klimahandling”, hvor ni af Danmarks førende forskere og klimaeksperter giver et billede af, hvad det er for en virkelighed ledere ser ind i. Og konklusionen er ikke opløftende. For det står værre til med klimaet, og det går hurtigere i den forkerte retning, end de fleste formentlig er klar over.

Læs klimapublikationen her

En af forskerne bag rapporten er professor Katherine Richardson. Hun skriver blandt andet, at vi må erkende, at vi har bragt os i selv i en eksistentiel krise – og erkende, at vi er ikke hævet over naturen, men er en del af den.

På baggrund af vurderingerne fra eksperterne har vi formuleret 10 principper for fremtidens klimaledelse.

Læs de 10 principper her

De går blandt andet ud på, at vi må beslutte os for, hvem vi vil være som ledere og erkende at krisehåndtering bliver en fast del af vores hverdag. Det er slut med at leve stille og godt, i stedet må lederne være klar til at påtage sig positionen som rollemodeller, når klimaambitioner skal omsættes til klimahandling. Der er med andre ord brug for et aktivistisk lederskab.

Jeg håber derfor, ledere vil tage forskernes budskaber og de ti principper til sig og blive en del af løsningen. Der er brug for, at hver eneste leder tænker sin rolle radikalt om, for der venter store samfundsændringer lige om hjørnet.

Pressekontakt

Jesper Melgaard

Jesper Meldgaard

Pressechef

Mobil: 2769 4569
E-mail:jem@lho.dk