Der har aldrig været mere bud efter ledere

I maj 2019 var der opslået hele 1.613 lederstillinger på jobnet.dk. Det er det højeste antal i maj måned siden statistikkens start i 2004. Ledernes formand glæder sig over udviklingen og fremhæver, at det er et rigtig godt tidspunkt at springe ud i det, hvis man har lederambitioner. Han håber også, at det kan få flere kvinder ind i lederjobbet.

20. juli 2019

De danske virksomheder har travlt med at rekruttere nye ledere i øjeblikket. I maj 2019 var der i alt 1.613 opslåede lederstillinger på jobnet.dk, som er en hjemmeside med overblik over ledige stillinger, der drives af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Antallet af opslåede lederstillinger har ikke været større i maj måned siden 2004, hvor statistikken fra jobnet.dk rækker tilbage til. Siden dengang er det steget med hele 121 procent.

Stigningen i antallet af jobopslag efter ledere er også en god bid højere, end når man kigger på udviklingen for alle jobtyper. Det steg med 76 procent fra maj 2004 til maj 2019, hvor der i alt var 49.036 opslag.

Det er helt afgørende, at vi ikke kommer i en situation, hvor den økonomiske vækst går i stå, fordi virksomhederne ikke kan finde kvalificeret arbejdskraft.

Formand for Lederne Svend Askær

Svend Askær, formand for Lederne, glæder sig over, at arbejdsgiverne i stor stil er på udkig efter ledere i øjeblikket.

- Det er klart, at det er en gunstig situation for mine medlemmer, som har gode muligheder for at søge nye udfordringer, hvis de ønsker det. Men jeg håber også, at de mange ledige lederstillinger vil få flere ikke-ledere til at overveje seriøst, om det var noget for dem at gå ledervejen. Man skal selvfølgelig selv ville det, men jeg synes jo, at et lederjob er en fantastisk spændende mulighed for at få indflydelse og prøve at gå foran andre, siger Svend Askær.

Flere kvinder bør gå ledervejen

Ledernes formand håber ikke mindst, at den store efterspørgsel efter ledere kan få flere kvinder til at gå ledervejen:

- I dag er under en tredjedel af de danske ledere kvinder, og det er meget ærgerligt, at vi ikke udnytter talentmassen bedre. Der er absolut ingen grund til at tro, at kvinder er dårligere ledere end mænd, og uddannelsesmæssigt er kvinderne jo mindst på højde med mændene i dag. Derfor håber jeg, at flere kvinder vil søge et af de mange opslåede lederjob, siger Svend Askær.

LÆS OGSÅ: Unge er dobbelt så ledige som andre grupper

Arbejdsmarked er i allerhøjeste gear

Han slår også fast, at de mange opslåede stillinger i det hele taget – og lederstillinger i særdeleshed – er udtryk for et arbejdsmarked, som er i allerhøjeste gear i øjeblikket. Og selv om det rummer store muligheder for den enkelte for at finde nye udfordringer, giver det også anledning til løftede øjenbryn hos Svend Askær.

- Det siger også noget om et arbejdsmarked, hvor der ikke bare roteres meget i øjeblikket, men hvor det også på flere og flere områder er svært at skaffe arbejdskraft. Og set fra et samfundsmæssigt perspektiv skal vi selvfølgelig være meget opmærksomme på det. Det er helt afgørende, at vi ikke kommer i en situation, hvor den økonomiske vækst går i stå, fordi virksomhederne ikke kan finde kvalificeret arbejdskraft, siger Svend Askær.

Han opfordrer derfor det nye folketing til at øge udbuddet af arbejdskraft, blandt andet ved at øge beskæftigelsen blandt seniorer og gøre det nemmere og hurtigere at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.

Graf - udbud af lederstillinger

Kontaktoplysninger

Søren Kudahl
Pressechef, Lederne
Tlf.: 2338 4211
E-mail: sku@lederne.dk

 

 

Morten Bonde Pedersen
Pressekonsulent
Direkte: 3283 3456
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lederne.dk