Det er en bredt accepteret velfærdspolitisk holdning i Danmark, at vi skal have lige adgang til sundhedsvæsenet – herunder hospitaler – at alle børn skal kunne gå gratis i folkeskolen, at det er gratis at tage en ungdomsuddannelse, at der er samme adgang til dagpenge, at der er lige adgang til ældrepleje, og at vi opnår ret til folkepension ved den samme alder.
Denne ”universelle” indretning af velfærdssamfundet er formentlig en væsentlig årsag til, at danskerne med relativt få og spredte protester tolererer et af verdens højeste skattetryk. Vi ved alle, at hvis vi kommer i behov for velfærdssamfundets ydelser, så står samfundets tilbud til rådighed for hver og en af os: velstående som værdigt trængende.
Denne accept af fælles socialt ansvar og høje skatter undrer mange udlændinge. Mange amerikanere – med Trump i spidsen – betragter os som en slags kommunister (ynkeligt demonstreret af rapporten fra Det Hvide Hus om Danmarks økonomi) og fravælger velfærd for at fastholde lave skatter. Tilsvarende er omfattende skattesnyd dagens orden i mange f.eks. latinamerikanske lande, hvor et højt skattetryk går hånd i hånd med et fravær af velfærdstilbud til mellemklassen.
LÆS OGSÅ: Hvem skal begunstiges af længere pension?
Ingen tvivl om, at universelle velfærdsydelser koster mange penge. Derfor kræver vores velfærdssamfund, at vi er meget påpasselige med at reservere ydelserne til dem, der reelt er berettigede. For at få ledighedsdagpenge skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. For at få sygedagpenge skal man være syg. For at få SU skal man studere. For at få førtidspension skal man ikke kunne arbejde.
Forslaget om at indføre forskellige aldersgrænser for folkepension bryder med den ”universelle” model. Bruddet er så meget desto mere graverende, fordi der endnu ikke er leveret noget svar på, hvem der bør være berettiget til tidligere pension. Det står tilbage, at differentierede aldersgrænser vil blive opfattet som vilkårlige, og det er uundgåeligt, at valget af de grupper, som skal begunstiges – uanset de ædle motiver – vil blive opfattet som en form for klientelisme.
Men problemet er ikke kun opgivelse af den lige adgang til velfærdssamfundet. Det kan være lige så fatalt, at udvidede generelle rettigheder til pensionsydelser vil medføre massive øgede offentlige udgifter, som formentlig bl.a. vil blive finansieret af lavere offentlige udgifter på andre områder.
Anvender man for eksempel tre milliarder kroner (som er det konkrete forslag fra Socialdemokratiet) på lavere pensionsalder til faglærte og ufaglærte, kan det give de pågældende lidt mere end et halvt års tidligere folkepension – og det er vel i realiteten irrelevant med en pensionsalder på mere end 70 år for dagens unge! Alternativet kunne være at reservere den samme sum til bedre tilbagetrækningsordninger for de borgere, som måtte opleve at blive nedslidt eller på anden måde miste muligheden for at være selvforsørgende.
LÆS OGSÅ: Hovedet i hvepsereden
Der bør ikke være tvivl om, at velfærdssamfundet skal stå til rådighed for nedslidte – men det skal gælde, uanset om man er lærer, murer, politibetjent eller sygeplejerske. De senere år har vist, at det er blevet meget svært at opnå ret til først og fremmest førtidspension. De ressourcer, som politikerne kan afsætte til øgede velfærdsudgifter, bør gå til de områder, som virkelig trænger sig på, og som samtidig indebærer, at vi kan opretholde et solidarisk og universelt velfærdssamfund.
