Nanosatellit-direktør kåret som Årets Leder 2017
Foto: Thomas Tolstrup, Lederne
CEO Niels Buus fra GomSpace, som er verdens førende producent af nanosatellitter, blev i dag den 16. modtager af Danmarks mest prestigefyldte lederpris, prisen som Årets Leder.
22. november 2017
Prisen blev overrakt til Niels Buus af formanden for Lederne Svend Askær. Det skete på konferencen Ledelsens Dag i København for øjnene af flere end 700 ledere.
- Du har skabt en virksomhed i international klasse og en virksomhed i kraftig vækst. Det er virksomheder som GomSpace, vi skal leve af i fremtiden, sagde Svend Askær i sin tale og betegnede Niels Buus som en synlig og meget visionær leder.
I sin takketale fastslog Niels Buus, at han aldrig havde forestillet sig, at han skulle blive kåret som Årets Leder.
- Det er ekstremt overvældende for mig, sagde den 60-årige nordjyde flere gange.
GomSpace er ifølge direktøren "ved at disrupte rumfartsbranchen" - og han tilføjede, at det er vildt at komme fra Danmark og sige, at man vil være den førende virksomhed i verden inden for sit felt, men det er endnu mere vildt at sige for en nordjyde.
Den civilingeniøruddannede Niels Buus tiltrådte i 2014 som direktør for GomSpace. Dengang var der kun 10 ansatte. I år har antallet af medarbejdere rundet 170, og det er Niels Buus´ forventning, at der i løbet af de kommende år vil blive skabt yderligere flere hundrede jobs.
GomSpace, der producerer satellitter på størrelse med mælkekartoner, har ud over hovedkontoret i Aalborg afdelinger i Washington, Singapore, Luxembourg og Uppsala. Selskabet blev børsnoteret i 2016.
Øvrige kandidater til at blive Årets Leder 2017 var direktør i KMD Betina Hagerup, CEO Jacob Holm fra møbelproducenten Fritz Hansen, CEO i Teva og forhenværende CEO i Lundbeck Kåre Schultz og Marianne Dahl Steensen, direktør i Microsoft Danmark.
De 16 vindere af prisen som Årets Leder:
- 2017: CEO Niels Buus, GomSpace
- 2016: Direktør Marianne Benzon Nielsen, Børnecancerfonden
- 2015: Administrerende direktør Dorthe Crüger, Sygehus Lillebælt
- 2014: Lakridsinnovatør Johan Bülow, Lakrids by Johan Bülow
- 2013: Administrerende direktør Niels Duedahl, energi- og teleskabet SE
- 2012: Koncernchef Carsten Bjerg, Grundfos
- 2011: Skoleleder Lise Egholm, Rådmandsgades Skole
- 2010: CEO Christian Clausen, Nordea
- 2009: Oberst Kim Kristensen, Forsvaret
- 2008: Koncernchef Ditlev Engel, Vestas Wind Systems
- 2007: Koncernchef Nils Smedegaard Andersen, A.P. Møller-Mærsk
- 2006: Administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp, Lego
- 2005: Koncernchef Henning Dyremose, TDC
- 2004: Direktør Jørgen Mads Clausen, Danfoss
- 2003: Direktør Alfred Josefsen, Irma
- 2002: Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen