Moderate leder-lønstigninger udhules af inflation
Danske ledere fik en moderat lønstigning i seneste periode, men Ledernes administrerende direktør venter højere lønstigning den kommende tid som følge af højere inflation.
27. april 2022
Ledere i det private fik en moderat lønstigning fra 3. kvartal 2020 til 3. kvartal 2021. I gennemsnit har de opnået en lønstigning på 3,2 procent. Det er 0,1 procent over de generelle lønstigninger i det private.
- Lederne har været dygtige til at føre virksomhederne gennem coronakrisen. Samtidig har vi set en øget efterspørgsel efter ledere. På trods af det er stigningen i ledernes lønninger moderat, og fremgangen i reallønnen er lavere end i perioden før, siger Ledernes administrerende direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris.
Højere lønstigninger i vente
Ser man på reallønnen, har stigningerne på det private arbejdsmarked i den seneste periode været lavere end året før. I den seneste periode steg forbrugerpriserne med 2,0 procent, mens de i perioden før blot steg med 0,5 procent.
Dermed har den gennemsnitlige stigning i reallønnen for privatansatte ledere været på 1,2 procent i seneste periode mod 1,9 procent i perioden før.
- Siden opgørelsen blev lavet, er inflationen taget yderligere til. I dag ligger stigningen i forbrugerpriserne på 5,4 procent årligt – det højeste niveau siden 1985. Dermed oplever mange, at de har råd til mindre. Samtidig er der tryk på arbejdsmarkedet, og et stort antal lederstilling står ubesatte, simpelthen fordi, jobmarkedet er støvsuget for ledere. Derfor forventer jeg højere lønstigninger den kommende tid, siger Bodil Nordestgaard Ismiris.